Rigspolitiet: Flere indbrud og mindre vold

Færre mennesker bliver slået ned, men til gengæld oplever flere at have haft besøg af indbrudstyve.

Rigspolitiets statistik for årets første tre måneder er en blandet historie.

Vold, trusler, brandstiftelse og andre former for personfarlig kriminalitet er der mindre af i forhold til tidligere.

År efter falder tallet. De godt 4300 anmeldelser i år er næsten 1000 færre end i samme periode i 2007.

Samme flotte udvikling er der ikke tale om, når man ser på tallene for indbrud i private hjem.

Godt 12.000 anmeldelser af den slags fik politiet i første kvartal i år.

Stigningen er på to procent i forhold til samme periode i 2010.

Det betyder, at det foreløbig ser sort ud i forhold til politiets ambition om i år at nedbringe antallet af indbrud med to procent i forhold til de tidligere år.

Det er ikke kun anmeldelser om kriminalitet, som ordensmagten laver statistik på.

Også det tempo, som udrykningerne sker i, og andre områder bliver målt.

Responstiden drejer sig om udrykning til overfald, røveri og andre alarmer.

De fleste politikredse ligger i gennemsnit på mellem otte og 10 minutter, men ét tal i statistikken er helt forkert.

Midt- og Vestjylland er placeret allerdårligst med 26 minutter og 28 sekunder, men dette er en fejl, oplyser politikredsen.

Fejlen skyldes, at tre opkald på cirka 23 timer er indgået i opgørelsen, selv om de ikke burde tælles med.

I marts var patruljevognene i Midt- og Vestjylland fremme på lidt under ni minutter, oplyser specialkonsulent Kristian Espersen.

/ritzau/

Antallet af indbrud stiger, viser nye tal fra Rigspolitiet. Omvendt bliver færre slået og truet.

Offentliggjort Sidst opdateret