Rockere og bander skød 55 gange på åben gade i 2013
55 skudopgør, tre døde og 32 personer såret ved skud eller knivstik.
Det er de kolde tal for bander og rockeres kriminelle opgør sidste år i Rigspolitiets statusrapport, der netop er sendt til Folketingets Retsudvalg, og som giver et samlet tal for politiets bandeindsats i 2013.
I de 33 episoder, hvor blodet flød har politiet sigtet 65 personer i 13 sager. Samtidig beslaglagde politiet sidste år 781 skydevåben, og 87 af dem tilhørte med sikkerhed enten rocker- eller bandemiljøet.
304 personer er blevet varetægtsfængslet, og i alt er 1354 personer sigtet for 1796 overtrædelser af landets love og regler, viser rapporten, som er underskrevet af politidirektør Svend Larsen.
Langt de fleste skudopgør fandt sted i starten af året, hvor konflikten mellem bander i hovedstadsområdet blussede op.
I de første tre måneder registrerede politiet derfor flere skudepisoder i rocker- og bandemiljøet end i hele 2012. I 2012 blev der registreret 18 sager med døde eller sårede på grund af skud og knivstik i miljøerne.
De sidste tre måneder i 2013 var den åbne konflikt nedkølet, og der er derfor kun registreret seks skudepisoder på åben gade og én episode, hvor en person blev dræbt. Der var ingen sårede.
Politiet lavede 3452 visitationer i de såkaldte visitationszoner, hvor der ikke er behov for en konkret mistanke for at undersøge lommerne hos rockere og bandemedlemmer.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned