Røgalarm vækkede sovende ægtepar i Græshave

Kirsten og John Hansen i den gamle købmandsforretning i Græshave kan takke røgalarmen for, at de natten til søndag blev vækket i tide, da der opstod brand i ejendommens fyrrum.
På kort tid fyldte røgen hele den gamle købmandsgård.
- Jeg hørte alarmen, og samtidig nogle usædvanlige lyde. Da jeg ville undersøge sagen nærmere, opdagede jeg at der var røg i bygningen, fortæller John Hansen.
Falck fra Nakskov blev alarmeret klokken 02.44, men på grund af tæt tåge tog det lidt længere tid end normalt at nå frem til stedet.
På det tidspunkt brændte det i porten ind til fyrrummet. Her står ejendommens pillefyr. Det var blevet slukket fredag aften, fordi der var nogle problemer, og lørdag eftermiddag tømte John Hansen træpillerne ud på gulvet. Der var ingen tegn på gløder, heller ikke da han ved 21-tiden sidst kiggede efter, men knapt seks timer senere startede gløder alligevel en brand, og ilden nåede at få fat i loftsbjælker og loftsbrædder inden den blev slukket.
På loftet over fyrrummet ligger træpillelageret, og da brandfolkene gik i gang med at tømme det, opdagede man at gløder havde bredt sig til lageret, og kunne have afstedkommet en større brand.
Man fik ventileret røgen ud af privatbeboelse, men der var en kraftig røglugt, og der blev derfor tilkaldt skadeservice og elektriker.
Uden røgalarmer kunne branden have fået langt alvorligere konsekvenser for beboerne. Slukningsarbejdet var slut ved 05.30-tiden.

Foto: Mogens Warrer

Gløder i træpiller blussede op næsten et halvt døgn efter at pillefyr var tømt.

Offentliggjort Sidst opdateret