Røver skal 14 måneder i fængsel

Politiet var massivt til stede i Maribo 4. december, hvor Kaj Munks Gade i længere tid var helt afspærret, mens man fik røveren anholdt. Foto: Brian Frandsen

Mand har fået dom for 16 butikstyverier. Et af dem endte som et røveri.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Politiet var massivt til stede i Maribo 4. december, hvor en 29-årig mand blev anholdt på sin bopæl i Kaj Munks Gade. Manden havde tidligere på dagen begået røveri mod en Meny i Haslev. Han skal nu 14 måneder i fængsel, skriver Dagbladet Ringsted .

Ved Retten i Næstved blev han dømt for i alt 16 butikstyverier, og en række af disse var også sket i hans eget lokalområde. 23. oktober havde han stjålet i Angel Fashion i Nakskov og Netto i Rødby, 16. oktober gik det ud over Rema 1000 i Nørre Alslev, og på et ukendt tidspunkt har han også stjålet fra Fakta i Søllested. Her til kommer altså også en lang række af tyverier begået på Sjælland.

Det gik dog galt ved tyveriet i Haslev, hvor han blev opdaget af butikkens købmand, som ville se, hvad den 29-årige havde i sin taske.

- Jeg har altid en kniv på mig. Så jeg slog ud efter ham med kniven, og så lod han mig være, forklarede røveren, ifølge Dagbladet Ringsted, i retten.

Det var via butikkens overvågning, at politiet hurtigt kom på sporet af den lollandske røver. Blandt andet fordi man på optagelserne tydeligt kunne se bilens registreringsnummer.

Manden skulle bruge kødet, da han ikke havde penge til at betale husleje med, og bare 4. december nåede han at stjæle i fire butikker inden røveriet i Meny. Alle steder blev der stjålet kød som culotter, mørbrad, oksefileter.

Forbliver varetægtsfængslet

På mandens bopæl blev der fundet mange forskellige tyvekoster. Blandt andet var der 38 beskyttelsesglas til Huawei-telefoner og en fjernstyret bil, alt sammen i ubrudt emballage.

- Ja, jeg har stjålet det, men jeg kan ikke huske hvor, forklarede den 29-årige i retten.

Den 29-årige, der kun havde boet få dage i Maribo inden sin anholdelse, er ikke ukendt med det danske retssystem. Han har tidligere blandt andet modtaget tre domme for butikstyveri, tre domme for kørsel i frakendelsestiden foruden domme for vold, hærværk og brud på lov om euforiserende stoffer. Derfor blev han også fortsat varetægtsfængslet frem til, afsoningen kan begynde.

- Forholdene er blevet begået næsten dagligt, siden du blev løsladt i september. Jeg mener, der er en nærliggende risiko for, at du går ud og begår tilsvarende kriminalitet, hvis vi løslader dig i dag, konstaterede dommer Camilla Ljørring ifølge Dagbladet Ringsted, da hun afsagde dommen over den 29-årige.