En dommer ved Retten i Aarhus har mandag eftermiddag varetægtsfængslet en 38-årig russisk mand, der er sigtet for tre tilfælde af drabsforsøg ved at stikke ild på folk.
Ved drabsforsøgene blev tre mænd, der også stammer fra Rusland, søndag overhældt med brandbar væske, og der blev satte ild til den ene.
Hans skader var så alvorlige, at han måtte flyves med helikopter fra sygehuset i Aarhus til Rigshospitalet i København, hvor man har en særlig afdeling med speciale i brandsår.
Den forbrændte mand er 43 år og er ifølge politiet gademusikant, ligesom den fængslede og de to øvrige mænd i sagen også er.
Hans skader var ifølge politiet livstruende, og hans tilstand er fortsat kritisk, oplyser vicepolitiinspektør Claus Bo Danø.
Efter at politiet søndag eftermiddag blev kaldt ud til episoden på Peter Fabers Vej i Aarhus anholdt man i første omgang tre mænd.
Det viste sig efterfølgende, at de to af mændene ikke var skyld i, at der blev stukket ild på den 43-årige mand.
Tværtimod var de ifølge politiet selv forurettede i sagen. Den 38-årige, der nu er fængslet, er derfor tiltalt for drabsforsøg mod hele tre mænd.
Af hensyn til politiets efterforskning af sagen valgte dommeren i Aarhus mandag at lukke dørene til retsmødet.
Efterforskningsleder Claus Bo Danø meddeler i en pressemeddelelse, at han derfor ikke ønsker at oplyse yderligere om detaljerne i sagen. Derfor er det fortsat uklart, hvilket motiv den 38-årige måtte have haft til at ville dræbe sine landsmænd.
Retten i Aarhus bestemte mandag, at den 38-årig foreløbig skal sidde fængslet frem til den 6. februar.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned