Seks mistænkte for skyderi i Aalborg er blevet løsladt
Seks personer er anholdt efter skyderi, hvor to personer blev ramt torsdag på Grønlands Torv i Aalborg. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
To ofre for skyderi i Aalborg torsdag aften er uden for livsfare og ventes udskrevet fra hospitalet fredag.
Seks mænd, der torsdag aften blev anholdt og sigtet for at stå bag et skyderi på Grønlands Torv i Aalborg, er blevet løsladt.
Det oplyser politiinspektør i Nordjyllands Politi Niels Kronborg.
Skyderiet fandt sted torsdag aften, og to yngre mænd blev ramt. De er uden for livsfare.
De seks anholdte er blevet løsladt, fordi mistankegrundlaget mod dem ikke var stærkt nok, oplyser politiinspektøren.
De er stadig mistænkt og sigtet i sagen.
- Vi fortsætter efterforskningen, siger Niels Kronborg.
Politiet søger vidner til skyderiet torsdag aften.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse fredag.
- Vi hører meget gerne fra vidner, som måtte have set eller hørt noget i området omkring Grønlands Torv torsdag aften, udtaler vicepolitiinspektør Niels Kronborg i pressemeddelelsen.
De to skudofre er yngre mænd. De blev indbragt Aalborg Universitetshospital.
Fredag er de begge uden for livsfare og ventes at blive udskrevet inden længe.
Politiets foreløbige efterforskning tyder på, at skyderiet skyldes et internt opgør mellem lokale bandegrupperinger.
- Men vi efterforsker naturligvis bredt for at afdække, hvad der er foregået både før, under og efter skyderiet, ligesom de enkelte personers andel i sagen skal klarlægges, siger vicepolitiinspektøren.
TV2 Nord skriver, at Aalborg i den seneste tid har været plaget af både skyderier og overfald, som en gruppering ved navn GT-gruppen står bag.
Politiet søger også borgere, der ligger inde med billeder eller videomateriale i forbindelse med hændelsen.
I pressemeddelelsen beskrives politiets efterforskning som "massiv".
- Vi tager det her særdeles alvorligt. Det er fuldstændig uacceptabelt med skyderi i det offentlige rum - så vi efterforsker omstændighederne grundigt, så de skyldige kan blive stillet til regnskab for deres kriminalitet, lyder det fra politiinspektøren.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned