Sigtelse: 25-årig kommunikerede med svensker om våben

I dommervagten i Københavns Byret fremstilles en 25-årig dansk statsborger i grundlovsforhør for drabsforsøg et ukendt sted i Storkøbenhavn. En 19-årig svensker er fængslet i samme sag. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Dansker sigtes for drabsforsøg i sag, hvor en ung svensk mand onsdag blev fængslet bag dobbeltlukkede døre.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 25-årig dansk statsborger sigtes for drabsforsøg et ukendt sted i Storkøbenhavn og forsøg på ulovlig våbenbesiddelse.

Det skal være sket ved, at han mellem 14. og 16. oktober kommunikerede med en svensk statsborger på en unavngiven platform.

Her skal han ifølge sigtelsen blandt andet have forsøgt at komme i besiddelse af et skydevåben eller lignende.

Det fremgår af sigtelsen, at politiet ikke ved, hvem der var mål for drabsplanerne.

Den 25-årige mand er i grundlovsforhør torsdag eftermiddag i Københavns Byret. Her er han iført en lang dunjakke og gråt joggingtøj.

I grundlovsforhøret blev han varetægtsfængslet i 26 dage, oplyser Københavns Politis anklagemyndighed i et opslag på X.

Den 25-årige blev anholdt torsdag morgen kort efter klokken 08, efter at han selv havde meldt sig til politiet.

Grundlovsforhøret foregår bag lukkede døre, fordi Københavns Politi mener, at der er medgerningsmænd på fri fod.

Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer.

Sigtelsen læses derimod op for åbne døre, ligesom forsvareren kan fortælle, hvordan den mistænkte forholder sig til sigtelsen.

Det nåede ikke at komme frem, hvordan den 25-årige forholder sig til sigtelsen, inden dørene blev lukket.

Københavns Politi har oplyst, at en 19-årig svensk statsborger sidder fængslet i samme sag. Fængslingen skete efter et grundlovsforhør bag dobbeltlukkede døre onsdag.

Dobbeltlukkede døre betyder, at også selve drøftelsen, om hvorvidt et retsmøde skal foregå for lukkede døre, skal være for lukkede døre. Når der er dobbeltlukkede døre i et grundlovsforhør, betyder det, at offentligheden også afskæres muligheden for at få at vide, hvordan sigtelsen lyder.

Den 19-årige blev anholdt i Sverige tidligere i oktober og er således blevet udleveret til Danmark fra nabolandet.

/ritzau/