Skat blev advaret om Britta-svindel: Sagen blev henlagt
Børne- og socialminister Mai Mercado (K) fremlagde for nylig en rapport, hvor svindlen i den såkaldte Britta-sag blev opgjort til mindst 121 millioner kroner. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Philip Davali/Ritzau Scanpix
Bagmandspolitiet videresendte oplysninger om mistænkelige kontobevægelser til Skat, som intet foretog sig.
Millionsvindlen i Socialstyrelsen kunne formentlig have været opdaget og stoppet langt tidligere, hvis Skattestyrelsen havde reageret på en henvendelse fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet - også kaldet Bagmandspolitiet.
Det viser et fortroligt dokument til Folketingets Retsudvalg, som Ekstra Bladet har set.
Dokumentet er en redegørelse fra Skattestyrelsen, som allerede i 2013 blev kontaktet af Bagmandspolitiet vedrørende mistænkelige overførsler på i alt fem millioner kroner til den svindelsigtede Britta Nielsens konti.
Ni måneder efter blev sagen dog henlagt i Skat. Det er i dag ikke længere muligt at tjekke, hvordan den blev behandlet dengang. Skattestyrelsen kan ikke længere finde dokumenterne.
- Det er helt ubegribeligt, at Skat kan finde på bare at henlægge den, siger Jakob Dedenroth Bernhoft, der er direktør for revisorjura.dk, til Ekstra Bladet.
På grund af tavshedspligt kan fagdirektør i Skattestyrelsens afdeling kaldet Særlig Kontrol, Steen Bechmann Jacobsen, ikke sige mere om sagen.
Bagmandspolitiet fortalte allerede sidste år, at man i oktober 2012 fik oplysninger om de mistænkelige kontobevægelser.
De blev videresendt til Skat, uden at Bagmandspolitiet selv efterforskede dem.
Det er indtil videre uklart, hvem der indberettede transaktionerne. Britta Nielsens bank, Danske Bank, har ikke villet kommentere oplysningerne.
Britta Nielsen er sigtet for at have svindlet styrelsen for mindst 111 millioner kroner. I stedet for at overføre pengene til samfundets svageste skulle hun have flyttet en del af pengene over på egne bankkonti.
Først, da en bogholder i Roskilde Kommune reagerede på en manglende udbetaling på 69.047 kroner og indberettede den til Socialstyrelsen, begyndte myndighederne at fatte mistanke.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned