Skole på Vestsjælland brød i brand

Kraftig brand i Vemmelev Skole på Skolevej 2 i Vemmelev tirsdag aften den 15. oktober 2024. Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix

Vemmelev skole er brudt i brand sent tirsdag aften. Formentlig er en hel længe på skolen brændt ud.

Offentliggjort Sidst opdateret

Vemmelev skole på Vestsjælland brød tirsdag aften i brand.

Det fortæller vagtchef ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi Morten Kronbo.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 22.25 tirsdag. Branden er næsten slukket lidt efter klokken 01 onsdag, oplyser politiet.

- Det er formentlig en hel længe, der er brændt ud på skolen, siger Morten Kronbo.

Politiet kender ikke årsagen til branden, men afspærrer efter slukningen området for at undersøge nærmere.

Der er ingen tilskadekomne.

Vemmelev skole ligger på Skolevej 2 i Vemmelev cirka ti kilometer sydvest for Slagelse.

/ritzau/