Hold jer fra at betale løsepenge.
Sådan lyder opfordringen til den danske regering og familien til de danske gidsler i Somalia.
Det er to centrale somaliske aktører, der kommer med budskabet, mens syv danskere holdes fanget, efter at deres sejlbåd blev kapret.
Said Adam Ali, borgmester i kystbyen Bandarbeyla, hvor gidslerne skulle befinde sig, siger til B.T.:
- De må absolut ikke give piraterne penge for at løslade gidslerne. Det vil bare opmuntre piraterne til at blive ved med at kidnappe udlændinge, fordi de får penge ud af det.
- Kontakt i stedet de lokale myndigheder i Puntland, så vi kan forhandle med piraterne uden at give dem penge.
Borgmesterens argumenter om at undlade at betale løsepenge støttes af chefen for Puntland-regionens antipiratenhed, Abdirizak M. Ahmed.
- Vi har sagt til den danske regering, at de ikke skal betale piraterne. Vi fjerner noget af fundamentet for pirateri, hvis alle lande stopper med at betale løsepenge og overlader forhandlingsarbejdet til os lokalt.
- Det vil desuden gøre vores arbejde nemmere over for piraterne, hvis de ved, at der ingen penge er at hente.
- Vi har desuden meddelt regeringen i Danmark, at de på ingen måde skal forsøge at befri gidslerne med magt, da det kan ende med at gå galt, siger Abdirizak M. Ahmed til B.T.
I Udenrigsministeriet bekræfter man, at Abdirizak M. Ahmed ved, hvad han snakker om.
- Han er en af de seriøse kræfter i Puntland-regionen, som vi samarbejder med, siger Thomas Winkler fra Udenrigsministeriet til B. T.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned