Sportsleder får dom for at filme kvindelige atleter i bad
En 54-årig mand får tre måneders betinget fængsel for blufærdighedskrænkelse. Han filmede med skjult kamera.
En 54-årig tidligere leder for de danske orienteringsløbere er torsdag i Retten i Aarhus blevet idømt tre måneders betinget fængsel for at belure de kvindelige atleter, som han var leder for, når de var i bad.
Straffen er gjort betinget af, at manden ikke begår ny kriminalitet i et år.
Han har tilstået, at han gennem seks-syv år belurede kvinderne, når han rejste rundt med dem til sportsstævner.
Hans beluring skete ved hjælp af spionkuglepenne med indbygget kamera, som han havde købt på nettet og anbragt i kvindernes omklædningsrum.
Når han kom hjem, kiggede han på billederne, men han har aldrig vist dem til andre, forklarede han i retten.
Mandens beluring af de kvindelige løbere stod på fra 2010, og indtil han sidste år blev taget på fersk gerning og bortvist.
Anklagemyndigheden havde tiltalt ham for blufærdighedskrænkelse og forsøg på blufærdighedskrænkelse.
Anklageren i sagen havde argumenteret for fængselsstraf eventuelt i kombination med samfundstjeneste med henvisning til mandens lederrolle og den lange periode, der var tale om.
Hans forsvarer, advokat Henrik Garlik, havde argumenteret for en betinget straf.
Det skete, blandt andet med henvisning til at den 54-årige havde lagt kortene på bordet, så Retten i Aarhus har kunnet behandle sagen som en tilståelsessag.
Forsvareren har desuden argumenteret med, at manden ikke tidligere er straffet for noget, og med at sagen allerede har haft store personlige konsekvenser for ham.
Den dømte og hans forsvarer har nu 14 dage til at overveje, om de vil anke dommen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned