Sprængstof undersøgt i mørklagt sag om bombetrussel mod lufthavn
Billund Lufthavn blev lukket ned i ni timer, og 10.000 passagerer blev berørt, da en genstand, der muligvis indeholdt sprængstof, blev indleveret til politiet i lufthavnen 20. april 2024. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
TATP, også kendt som "Satans mor", er blevet tjekket i forbindelse med genstand, der blev bragt til lufthavn.
Sprængstoffet TATP er blevet undersøgt i forbindelse med sagen om en bombetrussel i Billund Lufthavn 20. april.
Det skriver DR Nyheder.
En 37-årig russisk mand blev anholdt, efter at han havde indleveret en genstand til politiet i lufthavnen.
En genstand, han selv sagde indeholdt sprængstoffer.
Manden har været varetægtsfængslet siden, uden at politiet har oplyst, hvad han sigtes for.
DR kan berette om undersøgelsen af sprængstoffet på baggrund af indsigt i sagens retsbøger.
Sydøstjyllands Politi vil ifølge mediet ikke oplyse, hvor store mængder TATP der er tale om, hvor sprængstoffet er fundet, og hvor farligt det er blevet vurderet.
Det er tidligere kommet frem, at politiet kobler hændelsen i lufthavnen til en sprængning af en hæveautomat ved Legoland tidligere samme dag.
Umiddelbart efter anholdelsen af manden oplyste Sydøstjyllands Politi, at man havde foretaget en kontrolleret sprængning af prøver fra den genstand, der blev indleveret til politiet.
TATP er også kendt under navnet "Satans mor".
Tilnavnet skyldes, at stoffet er meget ustabilt, forklarer specialkonsulent i kemisk beredskab i Beredskabsstyrelsen Jesper Mogensen.
- Det er jo fordi, det er så ustabilt, så man ikke rigtig ved, hvor man har det henne, og så samtidig med, at det egentligt er ret potent, siger han til DR.
Den russiske mand blev senest fremstillet i Retten i Kolding 3. oktober, og her besluttede en dommer at forlænge varetægtsfængslingen frem til 31. oktober.
Det er uvist, hvordan manden stiller sig til sigtelsen, men varetægtsfængslingen blev ikke kæret til landsretten.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie