Det har Retten på Frederiksberg bestemt torsdag eftermiddag.
At straffen blev så mild i forhold til anklager Lisbeth Thyssens krav om ikke mindre end 14 dages ubetinget fængsel, begrundede retten med, at spytklatten ikke var tiltænkt Dansk Folkepartis leders ansigt, men i stedet hendes krop.
- Jeg håber, hun har fået en lærestreg. Det er i hvert fald helt berettiget, siger Kjærsgaard efter domsafsigelsen.
Spyt-episoden skete den 25. august 2011 efter en Dolly Parton-koncert i Forum i København, hvor de to parter uafhængigt af hinanden begge var på stedet.
Pia Kjærsgaard var selv mødt op i retten torsdag for at vidne.
- Man må aldrig nogensinde tillade, at folk forulemper. Hvorfor skal jeg dog acceptere, at der bliver sendt spyt mod mig. Jeg følte mig meget krænket, sagde hun veloplagt efter afhøringen til spørgsmålet om, om det ikke var meget at gøre ud af en lille episode.
Som torsdagens retsmøde skred frem, blev den nu dømte kvinde mere og mere følelsesmæssigt påvirket af situationen.
- Det har været et voldsomt halvt år. Jeg er slet ikke typen, som provokerer. Jeg passer bare mit job og er enlig mor til to, sagde hun grådkvalt, da dommeren spurgte hende, om hun havde yderligere kommentarer.
Efter domsafsigelsen diskuterede kvinden kort med sin forsvarer om, hvorvidt de skulle acceptere dommen eller ej, hvilket de endte med at gøre.
Kvinden var tiltalt for vold eller trussel om vold ved at have overfaldet Pia Kjærsgaard med en spytklat.
Spyt mod ansigtet blev i 2006 sidestillet med vold i Højesteret, hvor en mand blev dømt for vold efter at have spyttet en bagerekspedient i ansigtet.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie