Både brandvæsnet fra Struer og Holstebro samt Beredskabsstyrelsen kæmpede i flere timer med flammerne, som har skadet en stor del af fjerkræslagteriet.
Branden brød ud sidst på eftermiddagen, formentligt på grund af noget svejsearbejde i et frysehus. Slagteriet ligger mellem Struer og Skive.
- Den er startet i en af fabriksbygningerne, hvor der sandsynligvis har været en person, der har været i gang med at svejse, og så er der gået ild i nogle træpaller og tønder med olie.
- Vi er ikke sikre på brandårsagen, men ilden har i hvert fald bredt sig, siger vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Onsdag aften lykkedes det brandfolkene at få ilden under kontrol, men først kort før klokken 02.00 natten til torsdag blev den sidste flamme slukket.
- Alle medarbejdere er nu sendt hjem, men der er stadig brandvagt derude for at holde øje med, om det blusser op igen. Det gør man altid ved sådan nogle store brande, forklarer Henrik Nielsen.
Umiddelbart var der ingen fare for de omkringboende.
- Slagteriet ligger lidt ude på landet i et øde industriområde, hvor der ikke bor så mange mennesker. Men vi har underrettet beboerne i seks ejendomme i området om, at de skal holde døre og vinduer lukkede, fortæller vagtchefen.
En brandmand kom til skade under slukningsarbejdet, da han snublede oppe på en repos og faldt ned på jorden. Han har tilsyneladende brækket en hånd.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned