Svensk politi anholder to for overfald på højgravid
Svensk politi har lørdag morgen anholdt to mænd, som angiveligt er identiske med to af de fire mistænkte i sagen om overfaldet på en gravid kvinde i Valby i januar.
Det bekræfter Københavns Politi over for Ritzau.
Det var vagterne på hovedbanegården i Malmø, der klokken 6.10 pågreb to af de mistænkte, som vagterne genkendte fra politiets billeder offentliggjort i pressen.
Politiet i Malmø har overvågningsbilleder fra Malmø Centralstation, hvor de to mistænkte i nat stjal tasker fra passagerer.
- Vi har fået fotos fra politiet i Malmø af de to anholdte og sammenlignet med det materiale, vi selv har.
- Vi er ret sikre på, at der er tale om to af de her gerningsmænd fra overfaldet på kvinden i Valby, siger John Dyrberg, central efterforskningsleder ved Københavns Politi.
Planen er nu, at en dommer skal tage stilling til, hvorvidt der er belæg for at fængsle de anholdte. På sigt er målet, at de kan blive udleveret til Danmark.
- Nu skal vi have sagen ned i dommervagten, og så skal der afsiges en kendelse om fængsling af de her to personer. Og så skal svenskerne have kendelsen, så vi kan få dem fængslet derovre med henblik på at få dem udleveret, siger John Dyrberg.
Overfaldet på kvinden skete den 23. januar på Kærskiftevej i Valby. Røverne både slog og sparkede kvinden, der var gravid i syvende måned, for at få fat i hendes taske, som indeholdt et stort kontantbeløb.
Uagtet at kvinden var gravid, sparkede røverne hende i maven flere gange, og hun blev efterfølgende indlagt på hospitalet. Både kvinden og det ufødte barn skulle imidlertid have det godt efter omstændighederne, lyder den seneste melding.
Politiet mener, at op mod fire mænd er fulgt efter kvinden gennem Valby fra en bank på Valby Langgade, hvor hun hævede penge.
Kvinden rejste med bus og tog fra banken mod sit hjem, og røverne har formentlig fulgt efter hende hele vejen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned