På den anden side af Øresund ryster svenskerne på hovedet over, at et politisk flertal i Danmark vil tillade de indsatte i lukkede fængsler at få adgang til mobiltelefoner.
I Sverige er man gået i den stik modsatte retning og har strammet op over for indsmuglingen af mobiler i fængslet, fortæller Christer Isaksson, der er sikkerhedschef i den svenske kriminalforsorg.
- De fleste indsatte i fængslerne er kriminelle. Og hvis de får en mobiltelefon, så bruger de den ikke bare til at ringe og sige godnat til deres børn. De vil også bruge den til at fortsætte deres kriminalitet, siger Christer Isaksson til Ritzau.
- De kan anvende telefonen til at drive et narkosyndikat, planlægge forbrydelser, og de kan finde på at true ofre, som de har mishandlet, siger han.
Ifølge Christer Isaksson er mængden af kriminalitet begået fra svenske fængselsceller faldet i takt med, at man er kommet problemer med mobiler i fængslerne til livs.
Han anerkender, at de indsatte i lukkede fængsler har et behov for social kontakt med omverdenen. Men den kan ifølge Isaksson fint finde sted gennem de telefoner, som fængslerne stiller til rådighed.
- På vores telefonnet, der kontrollerer vi, hvem man ringer til, og det er jo klart, at man vil bruge mobiltelefoner til at ringe til personer, som vi ikke vil have, man skal ringe til, siger han.
Den politiske velvilje i Danmark til at ville tillade indsatte i lukkede fængsler at få private telefoner er i Christer Isakssons øjne en form for afmagt.
- Når man accepterer mobiltelefoner i fængslerne, så er det et tegn på, at man har givet op over for problemet, siger han.
I de lukkede fængsler i Sverige har man ved indgangene et system, der minder om sikkerhedskontrollen i en lufthavn. Her bliver alle - besøgende, advokater og ansatte - skannet, inden de kommer inden for.
- Vi har satset meget på sikkerheden i svensk kriminalforsorg de sidste syv-otte år. Det har betydet, at vi nu næsten ikke har nogen, som indsmugler mobiltelefoner længere. Det kan de ikke, siger Christer Isaksson.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned