Tiltale: 54-årig blev dræbt med kniv og hammer ved Dragør Fort
Anklagemyndigheden ved Københavns Politi har rejst tiltale mod fem mænd. Politiet mener, at de har spillet forskellige roller i sagen om drabet på en 54-årig mand ved Dragør Fort. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Fem mænd er tiltalt i en sag om et drab på en mand ved Dragør Fort. Ifølge politiet skulle manden afstraffes.
To 29-årige mænd er blevet tiltalt for drabet på en 54-årig mand ved Dragør Fort i januar i år.
Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Tre andre mænd er også tiltalt i sagen - de er tiltalt for at have medvirket til legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter - alternativt medvirken til manddrab.
Ifølge politiet havde en af tre mænd - en 56-årig mand - bestilt en fysisk afstraffelse af den 54-årige. Det havde han gjort hos de sidste to tiltalte - to 50-årige mænd.
Politiet skriver, at den 54-årige mand blev stukket med kniv syv gange, fik mindst 11 slag med en hammer og blev slået og sparket talrige gange.
Han døde på stedet den 22. januar af sine skader.
- Tiltalen mod de fem mænd er resultatet af en grundig og målrettet efterforskning, hvor Københavns Politi har afdækket forløbet i detaljer. Nu afventer vi, at sagen bliver berammet i retten, siger anklager Alexander Scheel i pressemeddelelsen.
Ifølge politiet havde der før drabet været en uoverensstemmelse mellem den 54-årige og den 56-årige mand.
Københavns Politi beskriver i pressemeddelelsen, at det blev tydeligt i november 2022.
Her fik den 56-årige mand og en af de 50-årige mænd ifølge politiet trykt mere end 70 plakater med æreskrænkende og usandt indhold om den 54-årige mand.
Ifølge politiet blev de pågældende plakater herefter hængt op i Dragør.
En sjette person - en 31-årig mand - har også været sigtet i sagen ifølge flere medier.
Alexander Scheel oplyser til Ritzau, at der er sket påtaleopgivelse over for den sjette sigtede.
Manden er derfor ikke længere mistænkt for at spille en rolle i sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned