To 18-årige idømmes seks års fængsel for dødsvold

To 17-årige stod bag et overfald, der endte med at koste 52-årige Kim Hansen livet. Der blev trukket et års fængsel af deres straf, da de var under 18. (Arkivfoto). Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

52-årige Kim Hansen mistede livet efter overfald i marts på gaden i Frederikssund.

Offentliggjort Sidst opdateret

To 18-årige mænd, der var tiltalt for vold med døden til følge mod 52-årige Kim Hansen, idømmes hver fængsel i seks år.

Afgørelsen er faldet ved Retten i Hillerød onsdag.

Kim Hansen mistede livet en tidlig morgen den 5. marts 2022 på A. C. Hansensvej i Frederikssund. Han blev overfaldet af de to nu dømte 18-årige.

Ved domsafsigelsen tillagde retsformanden det skærpende betydning, at de to havde begået volden i forening.

Samtidig nævnte hun, at det var en formidlende omstændighed, at de to var 17 år på gerningstidspunktet.

- Retten har trukket et års straf for det, en voksen ville have fået, siger hun.

Ved et tidligere retsmøde har de to 18-årige afgivet deres forklaring om, hvad der skete den tidlige morgen i marts.

Her forklarede de, at de var taget tilbage til Frederikssund efter en aften i byen, hvor de blev enige om at hente noget MDMA, som en bekendt havde lagt til dem ved supermarkedet Lidl.

Samtidig var Kim Hansen på vej hjem efter en bytur, hvor han havde fejret en sejr for fodboldklubben FCK.

Han skal have set de 17-årige drenge og anråbte dem, da han troede, at de var ved at bryde ind i butikken.

Det førte til mundhuggeri imellem drengene og Kim Hansen. De to tiltalte har forklaret, at han slog den ene af drengene først.

Det fandt retten ikke bevist.

Et element, der har fyldt meget under sagen, er 18 Snapchat-videoer, som drengene optog fra deres mobiltelefoner forud for overfaldet. Her ses Kim Hansen, der taler med alarmcentralen om drengenes opførsel, mens de råber ukvemsord ad ham og skubber til ham.

De unge har tidligere forklaret, at Kim Hansen ved mødet med de to optrådte provokerende, men at han skiftede facon, idet han kontaktede 112, hvilket irriterede dem.

- På de viste Snapchat-videoer virkede Kim Hansen afvæbnende og havde den ene hånd i lommen, mens han med den anden havde telefonen op til øret, siger retsformanden.

En af de unge har ved tidligere retsmøder erkendt at have slået Kim Hansen en gang og sparket ham i hovedet to gange, mens han var ved at rejse sig efter det slag, der fik ham til at falde til jorden.

Han forsvarsadvokat gik efter en fængselsstraf på mellem tre og fire år.

Den anden har erkendt at have slået Kim Hansen en gang. Dog har hans kammerat under grundlovsforhøret forklaret, at han trampede Kim Hansen i hovedet fire til fem gange, efter der var tildelt to spark til ansigtet.

Hans advokat gik efter frifindelse.

De to dømte har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om dommen skal ankes til landsretten.

/ritzau/