Søværnets Operative Kommando, har opgivet at finde to fiskere, som lørdag forsvandt i Jammerbugten, i live.
- Vurderingen er nu, at der ikke er nogen sandsynlighed for, at vi finder de to personer i live, så vi indstiller eftersøgningen, siger stabsvagt ved SOK, Frank Jensen.
Meldingen fra SOK kom kort før klokken fire natten til søndag. Tidligere på natten havde man indstillet søgningen med helikoptere og mindre både.
Det er lykkedes at finde flere dele fra den jolle, som de to personer sejlede ud i, under eftersøgningen. Blandt andet fandt man tidligere på aftenen et garn, som man mente, muligvis stammede fra jollen.
Det kan betyde, at mændene på 30 og 52 år er faldet i vandet, da de ville sætte garn ud.
- Vi dykker fortsat på den position, hvor vi fandt der her garn, men nu leder vi ikke længere efter levende personer, siger Frank Jensen.
De to fiskere, der kommer fra Rødhus ved Blokhus, gik på havet klokken 10:30, og en time senere foretog den ene en opringning på sin telefon.
Siden har ingen hørt fra dem, og det fik sidst på eftermiddagen pårørende til at slå alarm til politiet.
- Hvis de er faldet i vandet på det tidspunkt, er deres chance for at overleve for længst overskredet, sagde Frank Jensen tidligere på aftenen, hvor eftersøgningen endnu ikke var endeligt indstillet.
Fiskerne bar ikke redningsveste.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned