To nordjyske supermarkeder udsat for røveri
På under en time blev butikker i Nibe og Aalborg udsat for røveri. I det ene tilfælde gik røveren tomhændet.
Inden for kun 50 minutter blev der lørdag formiddag begået et røveriforsøg og et røveri i henholdsvis Nibe og i det sydvestlige Aalborg.
Politiet udelukker ikke, at det kan være samme gerningsmand, siger vagtchef Bruno Brix, Nordjyllands Politi.
Klokken 9.21 fik politiet en anmeldelse om et røveriforsøg i Netto i Kræmmergade i Nibe.
En mand kom ind i butikken, pegede på en ansat med en pistol og forlangte penge.
Da den ansatte råbte om hjælp, løb manden ud af butikken. Dermed blev der kun tale om et røveriforsøg.
Manden løb hen til en ventende bil, en mørkegrøn Peugeot, der kørte mod Sebbersund, oplyser politiet.
Allerede klokken 10.11 var den gal igen. Denne gang fik politiet en alarm om røveri i Rema 1000 på Nibevej i Frejlev i det sydvestlige Aalborg.
Også her kom en mand ind i butikken, truede med en pistol og forlangte "alle pengene". Her fik han udleveret et mindre beløb og nogle cigaretter, inden han løb fra stedet.
Røveren fra Nibe beskrives som en mand på 20-30 år, 175-180 centimeter høj og slank af bygning. Han havde mørkt tøj på og et gråt tørklæde for munden. Han talte ifølge politiet dansk uden accent.
Manden fra Frejlev beskrives som en dansk mand på 175-180 centimeters højde og almindelig af bygning. Han var iført en sort hættetrøje og en grå maske.
- Vi kan ikke sige noget med sikkerhed, men vi kan ikke udelukke, at der kan være tale om den samme mand, siger Bruno Brix.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned