Tobaksarving får betinget dom i langstrakt svindelsag
Retten i Aalborg har fredag idømt den fallerede rigmand Niels Færch en dom på halvandet års betinget fængsel og en bøde på 2,3 millioner kroner. Foto: Jan Bjerre Lauridsen / Ritzau
Jan Bjerre Lauridsen / Ritzau/Free
Niels Færch skal betale bøde på 2,3 millioner kroner og det dobbelte beløb tilbage til Skat i svindelsag.
Det er mere fire år siden, at rigmanden Niels Færch gik konkurs med sit holdingselskab og efterlod en enorm gæld til Vestjysk Bank på 200 millioner kroner.
Konkursen fulgte i kølvandet af, at Niels Færch var gået til bekendelse over for politiet om dokumentfalsk og momssvindel. En sag, som fredag har fået sat punktum ved Retten i Aalborg.
64-årige Niels Færch, der kommer ud af den formuende Færch-familie - pengene stammer fra tobaksproduktion - er i retten blevet idømt betinget fængsel i halvandet år.
Han skal altså ikke afsone sin straf, hvis ellers han lader sig underkaste tilsyn fra Kriminalforsorgen og i øvrigt ikke begår ny kriminalitet. Dog skal han betale en bøde på 2,3 millioner kroner.
Sagen blev gennemført som en tilståelsessag, og Niels Færchs advokat, Henrik Stagetorn, har sagt til ekstrabladet.dk, at hans klient accepterer dommen.
Svindlen foregik tilbage i 2012. Her fuskede Færch med momsen i to ejendomsselskaber. Statskassen blev snydt for 4,6 millioner kroner. Dem er Færch i øvrigt dømt til at betale tilbage.
Færch havde i forbindelse med sit svindelnummer fremstillet falske skøder, som skulle bruges til at dokumentere de forkerte momsoplysninger med, hvis det skulle komme så vidt.
Skøderne blev aldrig vist til myndighederne, og derfor lyder dommen i den del af sagen, der handler om dokumentfalsk, kun på forsøg på overtrædelse af den bestemmelse.
Ifølge ekstrabladet.dk blev straffen mod Færch gjort forholdsvis mild. Det skyldes blandt andet, at han havde valgt at melde sig selv og aflægge fuld tilståelse.
Derudover har den lange sagsbehandlingstid talt til Færchs fordel i spørgsmålet om udmålingen af straffens strenghed.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned