Tøjtyve i Marielyst afsløret af GPS

En efterhånden frustreret indehaver af tøjforretningen "WestWind" i Marielyst Strandpark, Jørgen Schubert, fik til sidst nok efter gentagne indbrud i sin forretning, at han installerede GPS-sendere i mange af forretningens varer.

- Jeg blev lidt forbandet over de tidligere indbrud. Vi har ikke kunne finde nogen af dem og varerne er væk. Så slog det mig en dag, at det kunne være fedt at tracke(spore.red) det, forklarer Jørgen Schubert.

Natten til tirsdag var der så konkret belønning for investeringen af det elektroniske isenkram, da der endnu engang var indbrud i forretningen.

Klokken 01.40 i nat stak tyve af med cirka 50 jakker til en værdi af 800 kroner stykket, men denne gang var det en knap så forbandet Jørgen Schubert. Han kunne nemlig stille og rolig tænde for computeren, indtaste GPS'ens data, og op på skærmen poppede den adresse i Nykøbing, hvor GPS'en befandt sig - og dermed tyvekosterne. Den adresse gav Jørgen Schubert så videre til politiet, som ganske rigtigt fandt de stjålne jakker og en hel del andre tyvekoster på den pågældende adresse.

Politiet anholdt på adressen en 25-årig kvinde samt en 24-årig mand, som udover tyvekosterne også havde 20 gram amfetamin og fire gram hash liggende. De to vil senere tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør.

Og selvom det irriterer Jørgen Schubert, at der atter har været indbrud i hans butik, så glæder det ham trods alt også lidt, at initiativet med GPS-senderen har givet pote.

- Der er to gode ting ved det her. Det ene er, at jeg senere i dag kan køre ind og hente mine varer, og det andet er, at de, der har begået det, er blevet anholdt, lyder det fra Jørgen Schubert der vurderer, at han sammenlagt har fået stjålet varer for omkring 200.000 kroner siden november.

Hos politiet er man også begejstret for ideen med GPS-sender i varerne.

- Det gør det selvfølgelig en hel del nemmere, hvis der er en GPS-sender i. Så jo, det er da en lille solstrålehistorie, lyder det fra Tom Ahlqvist hos lokalpolitiet i Nykøbing.

En GPS er rigtig smart i en bil, men den kan også hjælpe med at afsløre indbrudstyve i tøjforretninger.

Offentliggjort Sidst opdateret