Travl weekend for fotovognen: Knap hver fjerde kørte for stærkt på denne strækning

Arkivfoto: David Arnholm

Flere fartkontroller resulterede i hundredevis af bøder og adskillige klip på Sydhavsøerne henover weekenden. Men særligt en strækning kastede rigtig mange bøder af sig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den forgangne weekend var en særdeles travl en af slagsen for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis fotovogne på og ved Sydhavsøerne.

Et sted viste det sig at være en rigtig god idé at sætte en fotofælde op, hvor tæt på hver fjerde - 146 bilister - kørte for stærkt med 22 klip til følge om søndagen. Men inden da var der også bid om fredagen.

Her blev bilister på Maribovej i Halsted blitzet i syv timer fra klokken 10.11 til 17.11. I alt blev 996 bilister registreret, og 39 af dem kørte hurtigere end de tilladte 50 kilometer i timen. Den højeste hastighed blev målt til 85 kilometer i timen, og der blev givet fem klip og to betingede frakendelser.

Samme dag var der to fartkontroller på Nykøbingvej i og ved Sakskøbing. Den første fandt sted i Radsted fra klokken 5.47 til 11.47, hvor 1.618 bilister blev kontrolleret. Her blev kun 13 taget for at overskride hastighedsgrænsen på 60 kilometer i timen med den højeste hastighed på 78 kilometer i timen.

Fra klokken 9.16 til 14.00 blev yderligere 545 bilister tjekket i Sakskøbing, hvor 31 kørte for hurtigt i en 50-kilometerzone. Den højeste hastighed her blev målt til 68 kilometer i timen.

Fart på Farø

Som så mange gange før holdt politiet også øje med fartbilister på Farøbroerne - endda både fredag og lørdag.

Første dag holdt fotovognen der fra klokken 11.20 til 17.00. Hele 5.901 bilister passerede ATK-vognen, og 77 af dem blev noteret for fartovertrædelser. Den højeste fart blev målt til hele 150 kilometer i timen i 90-zonen, hvilket resulterede i en betinget frakendelse. Oveni blev der givet tre klip.

Lørdag fortsatte kontrollen samme sted fra klokken 11.49 til 13.49, hvor 1.188 bilister blev kontrolleret. Her blev 24 taget for at køre for hurtigt, og fem bilister fik klip i kørekortet. Den højeste hastighed blev målt til 129 kilometer i timen.

Frem med saksen

Lørdag eftermiddag rykkede ATK-vognen til Gaabensevej ved hjørnet af Pandebjergvej i Nykøbing, hvor 815 bilister drønede forbi fra klokken 14.27 til 20.25. 40 af dem blev taget for at overskride hastighedsgrænsen på 50 kilometer i timen, og den hurtigste kørte forbi med 71 kilometer i timen. Vedkommende og tre andre modtog oveni bøden et klip for fartforseelsen.

Rosinen i pølseenden blev på Nykøbing Falster Omfartsvej, hvor fotovognen holdt fra klokken 14.05 til 20.00.

I tidsrummet kørte 628 bilister forbi, og det var altså her, at tæt på hver fjerde kørte hurtigere end de tilladte 70 kilometer i timen. Som nævnt kan 146 af de 628 trafikanter se frem til at modtage en bøde - og hele 22 af dem et klip i kørekortet oven i hatten.

Den højeste hastighed blev målt til 111 kilometer i timen.

I alt blev det til 370 fartbøder, 39 klip og en enkelt betinget frakendelse af kørekortet, fremgår det af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis døgnrapport.