Østjyllands Politi har fængslet tre mænd, der er mistænkt for et indbrud i Dansk Supermarkeds centrallager ved Aarhus i august. Ved indbruddet forsvandt 288 fladskærme til en samlet værdi af omkring to millioner kroner.
To af mændene på 30 og 55 år blev anholdt onsdag aften på Sjælland, mens en 35-årig mand er anholdt i Aarhus.
Den 30-årige og den 55-årige er varetægtsfængslet til den 16. december, mens den 35-årig skal sidde julen over frem til den 29. december.
Den 55-årige kærede fængslingen.
Indbruddet skete tidligt om morgenen den 21. august, da tyvene brød en port til centrallageret op og fyldte en stjålen lastbil og anhænger med tv-apparaterne. Et par dage senere blev lastvogn og anhænger fundet på en rasteplads ved Frederikssund.
Yderligere et par dage senere - den 25. august - blev lastvognen brændt af ved Avedøre.
Politiet har serienumre på samtlige stjålne tv-apparater af mærkerne Samsung 40 tommer og Sony 46 tommer.
- Vi har en mistanke om, at flere af dem er solgt på Sjælland, og vi har da også fundet frem til en del og sigtet køberne for hæleri, sagde Mogens Brøndum, da de tre mænd blev anholdt.
De to mænd, der blev anholdt på Sjælland, sigtes for tyveri af lastbil og anhænger, indbrud og brandstiftelse. Den anholdt fra Aarhus sigtes for medvirken til indbrud.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned