Tre rockere for retten
Foto: Polfoto
Polfoto
Tiltalt for afpresning på Falster.
Ti tilfælde af afpresning, især på Falster. Ulovlig tvang, vold, røveri og handel med to kilo amfetamin.
Det er, hvad tre Bandidos-rockere står tiltalt for i, hvad der kan betegnes som en af de hidtil groveste sager om afpresning i rockermiljøet herhjemme.
Retssagen begynder i morgen, tirsdag, i Retten i Næstved. Der er afsat i alt 17 retsdage til at behandle tiltalerne, og dommen ventes at falde til september.
De tre tiltalte mænd er henholdsvis 51, 27 og 23 år. De nægter sig skyldige.
Efter hvad Folketidende erfarer, har den 51-årige, der er en af Bandidos’ veteraner, siddet varetægtsfængslet i cirka et år.
Måtte af med restaurant
Tilhørsforholdet til Bandidos er igen og igen blevet brugt til at skræmme ofrene til at betale, fremgår det af anklageskriftet.
- Fra nu af bliver der lagt 5.000 kroner på pr. dag, lød beskeden til en lokal restauratør.
I et flere måneder langt forløb havde han i begyndelsen fået at vide, at han skulle betale 50.000 kroner med et månedligt afdrag på 3.000 kr.
Men i februar 2013 blev kravet skærpet, og til sidst måtte ofret af med restaurant og inventar, hedder det i anklageskriftet mod de tre Bandidos-rockere.
Det var ikke den eneste sag, hvor de tre, ifølge anklageskriftet, spillede med musklerne.
Trusler om vold
Truslen om vold var et gennemgående træk.
- Næste gang du bliver set, så er det på sygehus med dig, stod der i en sms til et af de mange ofre, der blev afpresset.
Gennem cirka seks måneder blev et andet af ofrene i perioder angiveligt opsøgt dagligt. Hvis han ikke betalte, ville han få klippet en finger af eller blive spærret inde.
Presset blev for voldsomt. Manden afleverede kontanter, dæk, fælge, flere telefoner og sine personlige papirer til rockerne, lyder anklageskriftet.
Et tredje offer måtte aflevere sin Fiat Punto med tilhørende registreringsattest, hedder det.
Nogle gange blev ofrene indkaldt til møde på McDonalds-restauranten i Nykøbing F. Det gjaldt for eksempel en mand, der blev afkrævet 10.000 kroner. Han blev tilkaldt via Facebook.
Det gik også ud over et tidligere medlem af en støttegruppe til Bandidos. Han måtte aflevere 15.000 kroner i Haslev.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie