Tre sigtet for drabsforsøg på Nicki Bille med haglgevær

To mænd og en kvinde er sigtet for drabsforsøg på fodboldspilleren Nicki Bille, der natten til 2. juledag blev ramt i armen af en skud fra et haglgevær. En mand og en kvinde fremstilles onsdag eftermiddag i grundlovsforhør. Den anden mistænkte mand er fortsat på fri fod. (Arkifoto). Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

En gerningsmand menes at være på fri fod, efter at der sent tirsdag blev afgivet skud i fodboldspillers hjem.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tre personer er sigtet for forsøg på manddrab mod fodboldspiller Nicki Bille. Det fremgår af sigtelsen mod en af de anholdte i Dommervagten i København onsdag.

Politiet blev sent tirsdag aften kaldt ud til Nicki Billes adresse ved Sluseholmen i København. I første omgang blev det oplyst, at en person var blevet kørt på hospitalet. Det er onsdag kommet frem, at det var Nicki Bille.

Ifølge sigtelsen blev han ramt af et skud fra et haglgevær.

Nicki Bille blev ramt af et enkelt skud i højre underarm og fik alvorlig skade, lyder det i sigtelsen.

Kun to personer er blevet anholdt, og de bliver onsdag fremstillet i grundlovsforhør. En tredje mulig gerningsmand er på fri fod.

Ved det første grundlovsforhør bliver en 23-årig kvinde fremstillet. Hun har mørkt hår og er iført en sort sweater, grå bukser, hvide gummisko. Med sig har hun også en stor brun frakke med pelskant. Hun nægter sig skyldig.

Af hensyn til den videre efterforskning er dørene blevet lukket i sagen. Det er derfor ikke muligt at få kvindens forklaring i sagen.

Senere onsdag bliver en 30-årig mand også fremstillet i grundlovsforhør.

Han ankom til dommervagten i en blå plastikdragt, der dækker hele kroppen. På fødderne havde han hvide overtræksposer.

De tre sigtede personer er foruden forsøg på manddrab også sigtet for i grov kådhed at have håndteret haglgeværet, så det gik af og ramte Nicki Bille i armen.

De er også sigtet for under særdeles skærpende omstændigheder at have været i besiddelse af haglgeværet.