Den mand, der blev ramt af skud på Amerikavej på Vesterbro i København, men som flygtede fra stedet, er blevet fundet på den anden side af Øresund.
Manden er bragt til et hospital i Malmø for at få behandlet sine sår.
- Vi har en mistanke om, hvem han er, men han er ikke endeligt identificeret. Vi regner med at få en snak med ham i løbet af aftenen, siger vicepolitiinspektør Lau Thygesen, Københavns Politi.
Det vides ikke, om manden mistænkes for at være drabsmanden, eller om han selv er offer fra skudepisoden, hvor den 24-årige mand TA mistede livet og en 50-årig mand blev ramt i skulderen.
Gerningsmanden flygtede efter skudepisoden i bil. Han beskrives af vidner som cirka 30 år og kraftig af bygning. Han var iført en kjortel med en ruskindsvest over.
Efterforskningen af drabssagen blev sidst på eftermiddagen overdraget fra politiets bandeenhed til afdelingen for personfarlig kriminalitet.
Det er sket, fordi politiet vurderer, at der ikke er tale om et bandeopgør, men om en konflikt i det københavnske kioskmiljø.
- Vi er ikke fuldstændig sikre på det, men ud fra de oplysninger, vi har om personerne, vurderer vi, at det er en konflikt mellem to grupper i kioskmiljøet, siger Lau Thygesen.
Skyderiet på Amerikavej skete kort efter klokken 09:30 tirsdag formiddag uden for en moské, hvor et stort antal muslimer var samlet til bøn i anledning af eid, der markerer ramadanens afslutning.
Den dræbte er i forvejen kendt af politiet. Han blev idømt fem års fængsel for drabsforsøg, efter at han i 2004 stak en 18-årig amerikanske udvekslingsstudent med kniv på Kongens Nytorv i København.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned