Tyrkere mistænkes for angreb med spam

Hjemmesiden for "Levende Menneskerettigheder" er blevet udsat for et massivt angreb med spammail, efter at centret har beskæftiget sig kritisk med straffesagen mod den kurdiske tv-station ROJ TV.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det er simpelthen kommet væltende ind med spam, siger advokat Thorkild Høyer, der er med til at drive centret fra en husbåd i Nyhavn i København.

- Vores it-mand siger, at man har forsøgt at lægge vores site ned. Nu er der iværksat ekstra sikkerhedsforanstaltninger, siger Høyer.

- Jeg kan ikke forestille mig andet, end at det kommer fra Tyrkiet, siger advokaten.

Centret har tilsyneladende tiltrukket sig negativ opmærksomhed efter at have arrangeret et debatmøde om straffesagen mod den kurdiske tv-station.

- I virkeligheden er det et angreb på vores ytringsfrihed. Man må sige, at cyberkrigen breder sig, siger advokaten.

Efter lang tids pres fra Tyrkiet besluttede den danske anklagemyndighed i 2010 at rejse tiltale mod selskaberne bag den kurdiske tv-station.

I januar fastslog Københavns Byret, at selskaberne har overtrådt bestemmelserne om terror i straffeloven. Stationen blev stemplet som propaganda-instrument for PKK, som står opført på terrorlisterne.

Det var de juridiske problemstillinger om blandt andet hensynet til ytringsfriheden, som var emne for debatmødet hos "Levende Menneskerettigheder."

Selskaberne har anket til Østre Landsret, og her har dommerne onsdag besluttet at sige ja til fem vidner, som selskaberne ønsker at føre, mens ni afvises.

Afgørelsen betyder, at selskaberne må afhøre repræsentanter for henholdsvis Den Tyrkiske Menneskeretsorganisation IHD og Kurdisk Rights Project i London.

Også journalisterne Pola Rojan og Jacob Svendsen samt lektor Oluf Jørgensen fra Journalisthøjskolen i Aarhus skal udspørges.

Ankesagen begynder til oktober og vil vare i mange måneder. I øvrigt er Radio- og tv-nævnet ved at undersøge, om sendetilladelsen skal inddrages.

/ritzau/