Uheld lukkede Storebæltsbroen i mere end fire timer
Et uheld lukkede mandag eftermiddag Storebæltsbroen i begge retninger i godt fire timer. Storebæltsforbindelsen fraråder fortsat kørsel med vindfølsomme køretøjer på broen. Foto: Mathias Øgendal/Ritzau Scanpix
Mathias øgendal/Ritzau Scanpix
Efter flere timers lukning er Storebæltsbroen nu åbnet for trafik i begge retninger, oplyser Vejdirektoratet.
Efter godt fire timers lukning er Storebæltsbroen mandag eftermiddag åbnet for trafik i begge retninger.
Det oplyser Vejdirektoratet på Twitter.
Det var en vogn på en lastbil, der ved middagstid væltede ned over midterrabatten på broen, der derfor blev lukket i begge retninger.
- Vi har en lastbil med en tom trailer omme bagpå. Den er kørt ind over broen, og den er væltet oppe på højbroen, således at traileren hænger ind over midterautoværnet, sagde vagtchef Jesper Lovmand fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi tidligere mandag.
Ifølge Jesper Lovmand er traileren sandsynligvis blevet væltet af den vind, der stod ind på Storebæltsbroen mandag omkring middag.
Ingen er ifølge vagtchefen kommet til skade ved uheldet, der har skabt kilometerlange køer på begge sider af broen.
Op til uheldet frarådede myndighederne kørsel over Storebæltsbroen med vindfølsomme køretøjer på grund af kraftig blæst.
Mandag eftermiddag og aften fraråder Storebæltsforbindelsen fortsat kørsel med vindfølsomme køretøjer - en advarsel, der gælder frem til midnat.
Uheldet har fået Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansen til at foreslå et egentligt forbud mod at lette køretøjer bevæger sig ud på broen i kraftig blæsevejr.
- Jeg vil forhøre mig hos transportministeren, om vi skal arbejde mod et forbud. Det kræver ikke meget mere end, at en politibil kører ned og stopper vindfølsomme køretøjer ved en given vindstyrke, siger han til Berlingske.
- Jeg tror vurderingen hos den enkelte lastbilchauffør kan være meget forskellig og desværre nok også lidt for afhængig af, om vedkommende kører med noget gods, der skal være et sted på et bestemt tidspunkt.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie