Unge i Rødovre blev beskudt med automatvåben
Det var efter alt at dømme et automatvåben, som ukendte gerningsmænd søndag aften brugte, da de skød mod en villa i Rødovre på den københavnske vestegn.
- Der er blevet skudt 14 gange mod huset, så gerningsmændene har sandsynligvis ikke kunnet nå at tage ladegreb, siger vicepolitiinspektør Carsten Jansson, leder af afdelingen for organiseret kriminalitet ved Københavns Vestegns Politi.
- Derfor tror vi, at de brugte et automatvåben, tilføjer han.
Skyderiet skete ved 21-tiden søndag på Hvidsværmervej.
I villaen befandt tre unge mænd sig, men ingen blev ramt, selv om flere af skuddene gik igennem et vindue.
- De er alle tre kendt af politiet, men vi kan ikke umiddelbart sætte dem i forbindelse med bander eller rockergrupperinger, siger Carsten Jansson.
Han vil dog ikke afvise, at skyderiet kan være bande- eller rockerrelateret.
- Vi efterforsker selvfølgelig bredt og kan ikke afvise noget, siger han.
Umiddelbart efter skyderiet afspærrede politiet området omkring villaen.
En udbrændt bil - fundet nær kunstmuseet Arken i Ishøj - kan være blevet brugt af gerningsmændene.
- Vi undersøger i øjeblikket, om bilen kan sættes i forbindelse med skyderiet, siger Carsten Jansson.
Mandag har politiet fortsat ingen mistænkte i sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie