Danmark er villig til at overføre både amerikanske og danske statsborgere til USA, men det kniber alvorligt med trafikken den modsatte vej.
Det billede er ved at tegne sig, når det gælder straffesager på hver sin side af Atlanten.
Mens Danmark for eksempel under stor opmærksomhed i september udleverede Camilla Broe til en straffesag i delstaten Florida, nægter samme stat at lade en dømt dansk statsborger fortsætte afsoningen bag danske tremmer.
I foråret blev den 32-årige mand idømt seks års fængsel i en sag fra Miami om uagtsomt manddrab. Under en ferie kørte han i beruset tilstand bil og var årsag til en ulykke, hvor en person mistede livet.
I det amerikanske fængsel er han blevet smittet med tuberkulose. Men ansøgningen om at overføre den syge mand til fortsat afsoning i Danmark er for nylig blevet afvist. Og det uden en begrundelse.
Advokat Thorkild Høyer arbejder med sagen og kritiserer envejstrafikken.
- Danmark overfører gerne amerikanere, der er dømt her, og vi udleverer også danskere til strafforfølgning i USA. Og så giver det ingen mening, at USA ikke gør det samme i forhold til os, siger advokaten.
Han mener, at USA ikke lever op til den gensidighed, som internationale konventioner om overførsel af dømte hviler på.
Den 32-årige er villig til at afsone hele den resterende del af dommen, selv om den er hårdere end en tilsvarende dansk sag om spritkørsel og uagtsomt manddrab.
De danske myndigheder er indstillet på at få manden hertil. Både Københavns Politi og Statsadvokaten for København har sagt ja, men USA har afvist anmodningen fra det danske Justitsministerium.
Afgørelsen fra Florida kan ikke appelleres, og en ny ansøgning kan først indgives om tre år.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned