Vil genåbne pizzeria hurtigst muligt

Idestrup Pizzeria stod ikke til at redde, hvilket Yavuz Sari ved selvsyn kunne konstatere ved ankomst. Foto: Flemming Keith Karlsen

Familien bag det nedbrændte Idestrup Pizzeria

leder efter nye lokaler

Offentliggjort Sidst opdateret

IDESTRUP - Det var helt forfærdeligt. Vi lå hjemme og sov lidt længe, da nogle naboer bankede på og sagde, pizzeriaet stod i brand, fortæller Yavuz Sari, som er en stor del af den familiedrevne restaurant, Idestrup Pizzeria.

Fra at ligge og sove og til, han ved selvsyn kunne konstatere, at pizzeriaet ikke stod til at redde, gik der ikke længe.

- Branden var helt overtændt, det var ret voldsomt, fortæller Yavuz Sari.

Han havde selv lukket butikken ned den foregående aften og gået en runde for at tjekke elektronikken.

Derfor tror han ikke, at det er noget af det, som har startet branden.

- Jeg dobbelttjekker altid maskinerne, når vi lukker. Vi har ikke nogen vaskemaskiner eller noget, som kører over natten, kun køleskabene, så jeg tror ikke, det er her, branden er startet, forklarer han.

Men derudover har han ingen idé om brandårsagen. Han håber, at det ikke er hærværk, men et uheld.

- Vi har ikke nogen problemer med nogen, det er der mange, som har spurgt om, men vi har et godt forhold til hele byen, siger Yavuz Sari.

Ikke forsikret

Branden har været et hårdt slag, ikke bare for Yavuz Sari, men for hele familien.

Det er hans far, Bilal Sari, som lejer lokalet og ejer restauranten. Det har han efterhånden gjort i mange år, og driften er blevet et familieforetagende.

Desværre har familien aldrig fået pizzeriaet forsikret, og derfor er der ingen hjælp at hente her til at genopbygge.

Bygningens ejer, Lars Berthelsen, har dog forsikring.

- Vi har fået af vide, at der går 8 til 10 måneder, hvis ikke et helt år, før bygningen står klar igen. Så længe kan vi ikke vente på at genåbne pizzeriaet, forklarer Yavuz Sari.

Derfor er familien allerede i gang med at lede efter nye lokaler. Familieforetagendet skal nemlig genåbnes så hurtigt som muligt.

- Søndag sørgede familien over branden, mandag skulle jeg ordne nogle praktiske ting med papirer og underskrifter, og tirsdag er vi begyndt at komme tilbage, fortæller Yavuz Sari.

Dermed satser han på en hurtig genåbning.

- Jeg håber, vi kan åbne inden for to måneder. Måske bliver det hurtigere, hvis vi finder et sted, hvor der allerede er køkken, fortæller han.

Men der er også nogle praktiske ting som skal i orden.

- Det skal være forhold, vi kan være i, og så skal det også godkendes af Fødevarestyrelsen, forklarer Yavuz Sari.

Stor støtte fra byen

Det er ikke kun familien Sari, som sørger over restauranten. Yavuz Sari fortæller, at de støttende beskeder er væltet ind.

- Vi elsker vores kunder, og med al den støtte viser de, at de virkelig også godt kan lide os. Der er kommet så mange, som har skrevet og sagt til os, at vi skal komme tilbage igen, fortæller han.

Og han glæder sig til at kunne glæde folk igen.

- Vi har sørget, og nu skal vi arbejde. Idestrup Pizzeria er familiens levebrød, og vi håber, det kan gå så hurtigt som muligt. Det var et stort chok, men nu skal vi tilbage, siger Yavuz Sari.

Yavuz Sari har også spurgt til brandårsagen, men der er ikke kommet svar endnu.

- Teknikerne har undersøgt restauranten, men der kommer først svar fra politiet i næste uge, fortæller han.