Voldsdømt mand fra Nivå får forbud mod at være i nattelivet
Kødbyen er blandt de nattelivszoner, som politiet har udpeget. Dermed må en 24-årig mand, der er dømt for vold i Retten i Helsingør, ikke komme her mellem midnat og klokken 05 i en periode på ni måneder. (Arkivfoto) Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
En byretsdom - muligvis den første af sin slags - betyder, at en ung mand ikke må være på bar efter midnat.
En 24-årig mand fik ikke bare en fængselsstraf på fem måneders fængsel, da han torsdag blev dømt i en voldssag i Retten i Helsingør.
Byretten idømte ham også forbud mod at opholde sig på beværtninger og restauranter efter midnat, og så må han ikke opholde sig i nogen af de nattelivszoner, som politiet udpeger.
Dommen faldt torsdag, oplyser Nordsjællands Politi, der fortæller, at sagen er den første af sin art i politikredsen. Det er uvist, om der er domme fra andre steder i landet.
Det var 1. juli, at en ny lov trådte i kraft, som betyder, at personer, der bliver dømt for visse typer kriminalitet i nattelivet, kan få forbud mod at færdes i nattelivet.
Dommen betyder dels, at den 24-årige mellem midnat og klokken 05 ikke har lov til at opholde sig på barer, restauranter og øvrige steder, hvor der serveres alkohol.
Derudover må han i tidsrummet heller ikke opholde sig i nogen af de nattelivszoner, som politiet udpeger og offentliggør på sin hjemmeside. Den 24-årige blev idømt forbuddet for en periode på ni måneder.
Den unge mand, der er fra Nivå, blev i sagen dømt for at have slået og sparket flere personer ved Stürups Plads i Helsingør. Han knuste også en rude på Stengade og havde en mindre mængde hash til eget brug.
Selv om kriminaliteten foregik i Nordsjælland, så gælder forbuddet i hele landet.
Politiet har på nuværende tidspunkt ikke indført nogen nattelivszoner i Nordsjælland, men Københavns Politi har indført fire zoner.
De dækker Gothersgade, Vestergade, Vesterbrogade og Kødbyen, der alle anses for at være nogle af Københavns mest populære steder at gå i byen.
Den 24-årige mand har to uger til at overveje, om han vil anke dommen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned