Guldborgsund

Torsdag morgen så Sol Kørup, mor til et barn på Nordbyskolen, en rotte på skolens legeplads. Se videoen af rotten længere nede i artiklen.

Forældre i opråb om massive rotteproblemer på skole: - Det er ikke rart at vide, at mit barn render rundt i en rotterede

Fire forældre til småbørn på Nordbyskolen fortæller enstemmigt om en legeplads fyldt med rotter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Forældre til børn på Nordbyskolen beretter om massive rotteproblemer på skolens legeplads.

Martin Holm er far til to mindre børn på Norbyskolen, hvor en hund torsdag havde opdaget en rotte under et legehus. Han hjalp med at løfte legehuset op, mens hunden fangede rotten. Manden med hunden var taget på rottejagt på skolen med sine to hunde efter flere opslag om rotter i en lokal Facebook-gruppe.

En af dem er Cecilie Roland, hvis to børn på syv og 11 år går på skolen.

- Børnene ser rotterne dagligt, siger hun.

Og hendes børn er ikke de eneste. Det samme gør Christina Skov Rasmussens seksårige datter, som også går på skolen.

Så sent som torsdag eftermiddag fik hun sågar selv en af dem at se.

- Da jeg skulle hente min datter fra skole, skulle jeg nærmest springe over en rotte, da vi skulle ud fra legepladsen. Der fik jeg bare nok, for min datter kommer hver eneste dag hjem og siger, at hun ser rotter på legepladsen, i legehusene, under legehusene og rundt omkring, siger Christina Skov Rasmussen.

- Det er ikke særlig rart at vide, at mit barn render rundt i en rotterede, siger Christina Skov Rasmussen, som særligt bekymrer sig over, at rotterne ikke lader til at være bange for at færdes tæt på mennesker.

Filmede en "kæmpe" rotte

Folketidende har i alt talt med fire forældre til mindre børn på Nordbyskolen, hvis børn - ligesom dem selv - har set rotter på skolens legeplads.

Sol Kørups otteårige søn ser rotter hver dag. Selv havde hun aldrig set nogen før torsdag morgen, hvor hun fangede episoden på kamera.

Flere forældre til mindre børn på Nordbyskolen fortæller til Folketidende, at rotterne ikke virker til at være bange for at færdes tæt på mennesker.

- Det er faktisk først i dag, jeg har set en. Den løb på legepladsen, så jeg filmede den, fordi jeg tænkte 'what the fuck'. Den var kæmpestor, og jeg var helt målløs. Det var ikke sådan en, der var født i går, siger Sol Kørup.

Videoen, hun optog torsdag morgen, kan ses øverst i artiklen.

Modtager bekymringshenvendelser

Skoleleder på Nordbyskolen, Lars Carlsen, er bekendt med rotteproblemerne.

- Der er flere forældre, der skriver, at de ser rotter derude, siger han.

Han fortæller, at skolen i løbet af den seneste måned har fået to til tre henvendelser omkring udfordringerne.

Hvad vil I gøre for at løse problemet?

- Jeg kan ikke gøre så meget andet end at sige det til servicechefen, og så er de jo ude at sætte fælder op. Jeg kan ikke gøre så meget som skole, gentager han.

Oplever I, at det hjælper på problemerne?

- Altså, der har jo tidligere været rotter. Når vi tidligere har gjort noget, så er der gået en periode, hvor der har været færre rotter. Så jeg tænker da, at det hjælper, svarer Lars Carlsen.

Efter interviewet torsdag eftermiddag sender skolelederen en besked.

"Jeg talte med ham (servicechefen, red.) efter vores samtale, og der har været folk ude og kigge på det i dag - og de vil også komme fredag", skriver Lars Carlsen i en sms til Folketidendes journalist.

Åen er problemet

Ifølge forældrene er rotterne også en udfordring andre steder i Nordbyen. Flere af dem er overbeviste om, at roden til problemerne skal findes i Tingsted Å.

- Lige meget, hvem jeg taler med, så er vi alle enige om, at det er et kæmpe problem, og at det stammer fra, at man har fritlagt åen i forbindelse med, at man byggede området, siger Cecilie Roland.

Her mener hun, at rotterne har de perfekte forudsætninger for at leve og formere sig.

- Børnene cykler til og fra skolen langs åen og smider deres madpakker, der er gode ynglemuligheder og biodiversitet, så rotterne har vildt meget at leve af, siger hun.

Derfor mener hun heller ikke, det hjælper, når kommunen betaler for at få opsat rottefælder.

- Jeg skyder ikke skylden på vores rotteservice, for de kan ikke gøre andet end at sætte fælder op. Problemet er, at rotterne ikke går i fælderne, fordi de allerede har adgang til så meget mad, siger Cecilie Roland.