Lone og Hans vil helst blive i huset - men alderen tvinger dem til at sælge

Lone og Hans har sat deres hus til salg. Ikke fordi de længes væk. Tværtimod.

Hvis huset bliver solgt, skal de forlade omgivelser, som de stadig holder af. Når de går rundt i deres stemningsfulde hus og ud i deres smukt anlagte have, kan de kigge på alt det, de har skabt gennem løbende istandsættelser og forandringer, så hjemmet passede til deres udfoldelser med erhverv og kunstnerisk virke på matriklen. Lone Meyer-Petersen har solgt møbler og franske stoffer, og Hans Meyer Petersen har malet i sit atelier, udstillet og solgt sin kunst.

Hvis huset bliver solgt, skal de finde ud af at bære minderne fra de sidste knap fire årtier videre, uden huset omkring sig til at holde minderne levende.

Det er ikke et farvel, de længes efter. Men Lone er 79 år og Hans 89, og med alderen er det blevet sværere at få det til at hænge sammen med et stort hus på 450 kvadratmeter under samme tag og en stor have. Derfor har de sat huset fra 1907 til salg.

- Det liv, der har været her, kan jo ikke blive ved, siger Lone Meyer-Petersen.

Sælger af nød, ikke af lyst

Det har været en langsom proces at erkende, at huset og haven kræver for meget af dem. Men derfor var det alligevel meget svært at tage beslutningen.

- Jeg kan ikke sige, at der var en dag, hvor vi tænkte: Nu må vi flytte. Men når man er så gammel, som vi er, så er vejen lagt, siger Lone hen over kaffen, som hun og Hans sidder med ved et rundt bord med gul provencedug i det fransk-inspirerede landkøkken med åben pejs og store dobbeltdøre ud til haven.

- Der er jo en udløbsdato for os alle sammen. Og kræfterne bliver mindre og mindre. Der er utrolig meget, der skal holdes, og økonomien til at købe sig til hjælp er ikke den samme som dengang, vi begge var i arbejde, siger hun.

Det er også et stort hus at holde rent, nævner Lone. Men hun klarer fortsat selv rengøringen.

- Jeg er nogenlunde sund og rask, og det holder jo også en i gang, siger hun.

Men hun får hjælp til vinduespudsningen, og haven er også for stor til, at Lone selv kan klare det hele. Hans kan ikke hjælpe, da han døjer med svimmelhed.

Og så er der endnu en praktisk ting. På landet er bilen svær at undvære. De har den endnu, men ingen af dem ved, hvor længe det bliver ved sådan.

- Så vi sælger, fordi vi er nødt til det, ikke fordi vi har lyst, siger Lone og tilføjer:

- Det er jo ikke rart.

- Nej, siger Hans og nikker.

Fra Gentofte og Hellerup til livet på landet

Lone og Hans mødte hinanden i efteråret 1968. Hans er ti år ældre end Lone. Hun kom fra Gentofte, han fra Hellerup, og de delte en forestilling om et andet liv end det, de kendte fra hovedstadsområdet.

Drømmen var landet.

- Jeg havde en drøm om at komme på landet med køkkenhave, flethegn og roser, siger Lone og vender sig mod Hans:

- Den første bog, jeg fik af dig. Kan du huske, hvad det var?

- Ja, jeg kan godt huske det, men jeg kan ikke huske, hvad den hed, siger Hans.

- Den hed ”Landbokvinden”, siger Lone, og så smiler de begge.

- Jeg har haft mit store køkken. Jeg synes, det har været sjovt, alt det der, siger Lone.

De boede først 20 år på Stevns. I 1988 købte de ejendommen i Vejringe, fordi de gerne ville have mere plads, efter Lone var stoppet som skolelærer og begyndt at importere Provence-stoffer.

- Vi fandt noget hernede, der var til at betale, og vi fik det til en rimelig pris, fortæller Lone og tilføjer:

- Men vi har brugt mange penge på at bygge om, så det blev, som vi gerne vil have det.

Lone er især knyttet til haven med frugttræer, gårdhaven med roserne, drivhuset og lysthuset, og hun har altid nydt at være meget ude. Hendes dag begynder fortsat med, at hun efter morgenmaden kører til skoven eller stranden og går tur med hunden. Det er noget af det, som hun tænker bliver særligt svært at slippe.

Et hus fyldt med arbejde, kunst og mennesker

Huset har desuden ikke bare været et sted at bo. Det har været rammen om både deres liv og arbejdsliv. Gennem årene kom både kunsthandlere, kunstnere og kunstmalere i huset samt kunder i Lones forretning.

Det var et liv med langt mere leben, end der er i dag. Med årene er omgangskredsen desuden blevet mindre.

- Mange er faldet bort, siger Lone.

- Men vi er her endnu, og det er det vigtigste, siger Hans.

Nu er det Lone, der nikker.

Lone og Hans' familie og omgangskreds findes nu i høj grad i København og Nordsjælland og kun i begrænset omfang omkring deres nuværende hjem, og det har også bidraget til beslutningen.

Desuden arbejder ingen af dem længere. Hans er stoppet med at male.

- Det skal man holde op med, når man når en vis alder, for det fungerer bare ikke, når det kniber med at se farverne, siger Hans.

Han laver dog stadig lidt kultegninger.

Lone solgte forhandlingen af møbler og gardinstoffer fra i sit firma i december 2023, men beholdt Provence-stofferne. Hun sælger fortsat af de sidste stofrester efter aftale.

Ikke ligegyldigt hvem der overtager huset

Omkring 15-20 interesserede har været forbi for at se huset. Et ungt par fra hovedstadsområdet med en lille datter ville meget gerne købe det, fortæller Lone, men prisen var for høj for dem.

Og den dag, huset bliver solgt, er det heller ikke helt ligegyldigt for Lone og Hans, hvem der overtager det. Lone har brugt både tid, penge og kræfter på at bevare husets oprindelige præg med blandt andet døre, vinduer og gulve.

- Vi vil meget gerne have nogen, der har den samme interesse i at bevare det oprindelige. Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvad folk gør, når først der er skrevet under, men vi leder lidt efter nogen, der tænker på samme måde.

Foreløbig bor Lone og Hans stadig i huset, som de egentlig ikke ønsker at forlade. Huset er sat til salg, men så længe den rette køber ikke er kommet, kan beslutningen stadig holdes lidt på afstand.

- Vi har ligesom bare skubbet det fra os, at huset er til salg. Vi er jo glade for at være her.

- Og jeg vil sige, at det ikke rigtig generer mig, at huset ikke er solgt endnu, siger Lone.

Læs også

Når nøglerne skal gives videre kan alt have ændret sig