Når nøglerne skal gives videre kan alt have ændret sig

En fremtid, der endnu ikke har fået en adresse.

Når huset i Vejringe nær Stubbekøbing en dag bliver solgt, ved Lone og Hans endnu ikke, hvor de skal bo.

- Jeg har nogle tanker, men spørgsmålet er jo også, hvor mange vi er, siger Lone Meyer-Petersen.

Hun er 79 år, mens Hans er 89 år og altså ti år ældre. Hun sætter dermed ord på, at hvis huset tager lang tid at sælge, er det ikke sikkert, at de begge to er i live, når nøglerne skifter hænder. Og det betyder jo meget for, hvordan livet efter hussalget skal tænkes og leves, påpeger Lone.

Derfor føler Lone og Hans sig ude af stand til at lægge en fast plan for det næste hjem.

- Jeg er stadigvæk frisk nok, men det kan jo hurtigt skifte i vores alder. Derfor skal man også tænke lidt strategisk, siger hun.

Har ikke udset sig et nyt hjem

Lone kan godt lide både Nykøbing, Præstø og Vordingborg, men ingen af stederne er på forhånd valgt som næste adresse. Hun ved, at især hun fortsat gerne vil have natur omkring sig. Hun har været vant til at kunne gå ud med hunden, færdes i haven og være meget ude, mens Hans i højere grad trives, når blot han er omgivet af sine billeder.

- Jeg tror ikke, jeg kan bo inde i en meget stor by. Jeg har altid været vant til at gå ud i naturen, siger hun.

Men ønskerne må også holdes op mod det praktiske, påpeger hun.

- Det kan jo ikke nytte noget at bo langt ude i en skov, når man er en gammel kone, siger Lone.

Derfor skal den næste bolig vælges med mere end hjertet.

Vil bruge tiden anderledes

En mindre krævende bolig kan til gengæld åbne for andre ting, påpeger hun. Den kan frigøre tid og kræfter til andre dele af livet.

Lone og Hans holder begge af klassisk musik, koncerter og teater. De kommer blandt andet i Nordfalster Koncerthus og til gæstespil på Nykøbing Teater, og Lone holder desuden af foredrag, læsning og aktiviteter, hvor hun holder hovedet i gang.

- Man skal måske flytte et sted hen, hvor man kan fokusere mere på andre ting, man holder af. Lidt mere på klassisk musik, koncerter og teater – og lidt mindre på haven, siger hun.

Men hvor og hvordan det liv kunne leves, er endnu åbent.

København kunne være oplagt med teatre, udstillinger og koncerter. De har også kørt meget derind for at se især ballet, men det orker de ikke mere. Og at bo der er ifølge Lone urealistisk. Det er for dyrt. Og selv hvis økonomien var til det, ville hun savne landet.

- Jeg vil savne at stå op om morgenen og gå ud med min hund. At åbne døren og gå en tur i haven. Bare at være inde i nogle mere eller mindre betonklodser – det tror jeg, jeg ville have svært ved, siger hun og nævner, at en lejlighed og et sommerhus kunne blive en løsning.

- Jeg har ikke et færdigt svar på den tredje eller fjerde alder, og hvad den skal fyldes med, siger Lone.

Hun ved blot, at der fortsat skal være noget at engagere sig i.

Men først skal huset sælges. Og Lone og Hans ved, at meget kan nå at ændre sig, før det sker.