Chatarina blev chokeret, da hun ville købe et skolefoto: - Det er jo ikke min søn
En mor til elev på Nordbyskolen ved Nykøbing blev noget overrasket, da hun ville se billeder af sin søn. Efter flere mails frem og tilbage til skolefotografen har hun nu valgt at anmelde firmaet til Datatilsynet.
Sådan indleder Chatarina Pedersen Andersen om det forløb, hun har været igennem.
Det hele starter med et "appelsiiin!" - det klassiske besøg af en skolefotograf. For nogle uger siden var fotografen forbi Nordbyskolen, hvor hendes to sønner går i skole.
I første omgang kunne hun se billeder af en dreng fra 8. klasse, som har samme fornavn som hendes søn. Privatfoto
Den 31. august modtager hun en mail fra virksomheden, Rosenfeldt Fotografi, med et link til at se skolebillederne. Spændt klikker hun linket.
- Og der kan jeg hurtigt konstatere, at det er jo ikke min søn, der kommer frem, fortæller hun.
Annonce
Hun har i stedet fået adgang til billeder af en helt anden dreng, som har samme fornavn som hendes søn. Denne dreng går i 8. klasse, mens hendes egen søn går i 4. klasse.
- Jeg skriver med det samme til firmaet, at jeg har fået adgang til billeder af et andet barn, og at jeg synes, det er en alvorlig fejl. Imens orienterer jeg skolen og drengens forældre via Aula, fortæller hun.
Hun frygter samtidig, at nogen andre måske kunne have fået adgang til billeder af hendes søn.
- Vi er meget private omkring billeder af vores børn, så jeg synes, det er alvorligt.
En ny dreng
Dagen efter svarer Rosenfeldt Fotografi, at man beklager fejlen.
Det lyder i mailen, at der er sket en menneskelig fejl, og at rette instanser "både internt og eksternt" er informeret om sagen. Det lyder afslutningsvis, at fejlen er rettet.
- Jeg tjekker linket, men nu har jeg adgang til en anden drengs billeder - stadig ikke billeder af min søn.
Hun tager igen kontakt til firmaet, hvor hun blandt andet gør opmærksom på, at der "fortsat er et alvorligt brud på persondatasikkerheden, som potentielt berører flere børn og familier".
Efter at have gjort opmærksom på fejlen fik hun i stedet adgang til en ny drengs billeder - stadig ikke dem af sin egen søn. Privatfoto
- Jeg skriver, at jeg gerne vil vide, hvem der har fået adgang til min søns billeder, og at jeg forventer, at de vil melde fejlen til Datatilsynet. Jeg får i en ny mail igen at vide, at det er en menneskelig fejl, og at der nu er rettet op. Desuden skriver de, at "det er vores erfaring, at Datatilsynet vil henlægge sagen som løst baseret på en menneskelig fejl".
Annonce
Tilbage til start
Tredje gang hun klikker på linket, er det nu igen billeder af drengen fra første omgang, hun kan se.
Korrespondancen med Rosenfeldt Fotografi fortsætter, og her er forklaringen nu, at "der er oprettet en profil på dette barn med dine oplysninger - ergo er der formentlig oprettet forkert, da I opretter", ligesom det også oplyses, at hendes profil nu er slettet, så hun ikke længere har adgang.
Chatarina Pedersen Andersen afviser, at hun har lavet fejl ved oprettelse af profilen.
Efter endnu en mail frem og tilbage, hvor hun oplyser firmaet om, at hun vil gå videre med sagen til Datatilsynet, får hun et svar tilbage, der ærgrer hende.
- Så skriver han blandt andet: "Men lad os to ikke spilde mere af hinandens tid på denne sag". Han bliver super irriteret, siger hun og fortsætter:
- Havde han nu bare erkendt det og sagt, at det var dybt beklageligt, og vi undersøger sagen, så fair nok. Men når det ikke bliver taget til sig, så kan jeg jo heller ikke være sikker på, at det ikke sker igen. Jeg ved ikke, hvem der har haft adgang til billeder af min søn, og det synes jeg simpelthen ikke er okay, siger Chatarina Pedersen Andersen.
Frygter, det er større
I mellemtiden har hun været i kontakt med to forældre fra hendes søns klasse, som også har oplevet at kunne se billeder af andres børn via det tilsendte link.
Den ene kunne se et billede af Chatarina Pedersen Andersens søn blandet sammen med billederne af vedkommendes egen søn.
Annonce
En mor skrev, at hun, blandt billederne af sit eget barn, også kunne se et billede af Chatarina Pedersen Andersens søn. Privatfoto
- Jeg har en stærkt fornemmelse af, at der er langt flere, der har været ude for det her. Hvis det kun var én årgang, men når vi er oppe i, at der er billeder fra 8. årgang, frygter jeg desværre, det er større, siger hun.
Hun er også overrasket over skolens ageren.
- Jeg får et svar fra skolesekretæren, som svarer, at hun har forhørt sig hos en af kommunens jurister. Hun har fået denne besked: "Jeg forestiller mig, det er fotografen, der selv indgår aftale med forældrene, og altså at skolen ikke er en del af det. Med den forudsætning er det ikke skolen, der laver databrud", fortæller Chatarina Pedersen Andersen og fortsætter:
- Jeg synes virkelig, det er tarveligt. Jeg har informeret dem om, at der er noget i gang, men de er ret tydeligt ikke interesserede i at være del af noget som helst.
- Der er ikke nogen, der taget ansvar. Det er helt grotesk, siger hun.
Klage modtaget
Datatilsynet bekræfter over for Folketidende, at de har modtaget en klage vedrørende sagen.
Her lyder det videre, at Datatilsynet ikke har mulighed for at kommentere konkrete sager, men i stedet henviser de generelle regler for behandling af sager.
En far skrev til Chatarina Pedersen Andersen, at han oplevede den samme fejl. Privatfoto
Her fremgår det, at "når Datatilsynet behandler en klagesag, vil tilsynet først og fremmest tage stilling til, om klagen skal undersøges eller afvises. Mange klager afvises, f.eks. fordi de ikke reelt handler om databeskyttelse, eller fordi der klages over noget, som Datatilsynet ikke reelt kan hjælpe med."
Det lyder også, at Datatilsynet normalt vil bede klageren om en udtalelse til sagen, hvis klagen giver anledning til en nærmere undersøgelse.
Annonce
"Datatilsynet har som mål for sin sagsbehandlingstid, at 50 pct. af alle klagesager er afsluttet inden for 2 måneder, og at 80 pct. er afsluttet inden for 6 måneder," fremgår det på Datatilsynets hjemmeside.
Datatilsynet kan i sager udtale kritik eller komme med påbud eller forbud. Datatilsynet kan ikke selv sanktionere, men kan ved alvorlige overtrædelser af databeskyttelsesreglerne politianmelde dataansvarlige eller databehandlere og indstille dem til bøde.
Læs hvad Rosenfeldt Fotografi og Nordbyskolen har at sige til sagen i artiklen herunder:
Seneste artikler
Chokudmelding: Benny Damgaard vil lave stort skoleflyt
Sådan skabes der liv i små byer: Arkitekter har svaret
50 taget i fartkontroller: To steder kørte ingen for stærkt
I Kettinge viser Troelshøj, hvad lokale kræfter kan gøre for en landsby
Max og Brian snuppede 405 kilometer på cykel - belønningen var en romkugle og en øl
Mest læste artikler
Voldsom brand: Beboer kan være brændt inde
NFC-rengøring trak møde ud i fire timer: - Jeg har sjældent oplevet noget lignende
33-årig tiltalt for at mishandle og kaste brugte bleer efter børn
Chokudmelding: Benny Damgaard vil lave stort skoleflyt
Politiet arbejder videre på brandtomt: Savnet beboer stadig ikke fundet