Guldborgsund

Borgmester Simon Hansen (S) hilser på de tre ministre.

Efter kamp om tilbygning: Mette Frederiksen besøger populær sauna

Sammen med miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) og by-, land- og transportminister Signe Munk (SF) er statsministeren (S) i Nysted.

Offentliggjort Sidst opdateret

I dag er tre ministre, inklusive statsminister Mette Frederiksen, i Nysted for at høre om udfordringerne med at udvikle en tiltrængt mindre tilbygning til den populære Nysted Sauna- og Havbad.

De lokale saunafolk kæmper med at få Kystdirektoratet til at give tilladelse til en mindre tilbygning bag den eksisterende sauna.

- Når der er nogle gode lokale kræfter, så skal vi også have det til at ske, siger Mette Frederiksen.

Hun foreslår, at borgmesteren kunne smide tøjet for at vise et godt eksempel.

- Jeg er ikke nået til vinterbadning endnu, svarer borgmester Simon Hansen.

Ser godt ud

Kort efter roser statsministeren stedet.

- Det her er ikke grimt. Det ser godt ud, det passer godt ind, konstaterer Mette Frederiksen.

Signe Munk kan godt forstå frustrationen fra Nysted Sauna og Havbad, der ikke kan få lov at udvide med yderligere kvadratmeter.

Om saunasagen

Kystdirektoratet har den 17. november 2025 meddelt Nysted Sauna & Havbad afslag til udvidelse af den eksisterende saunabygning med en tilbygning på 40 kvadratmeter.

Kystdirektoratet har den 14. december 2025 via Miljø- og Fødevareklagenævnets Klageportal modtaget en klage over denne afgørelse fra Nysted Sauna & Havbad.

Kystdirektoratet bemærker, at der ikke med klagen er indkommet nye oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at det giver Kystdirektoratet anledning til at genoptage sagen til fornyet behandling.

- Når man vil udvikle sit lokalsamfund, skal lovgivningen ikke stå i vejen, fastslår by-, land- og transportministeren.