Der findes jo et ganske godt udsagn i fodboldverdenen: Det sidste spark giver man ikke, det får man!
Selvfølgelig gælder det også i tophåndbold - og naturligvis også på vores breddegrader.
Foldet ud for fuld skrue, hvor det måske allerstørste navn i NFH’s historie, Kristina “Mulle” Kristiansen, fik den hårdkogte besked, at hun ikke ville få forlænget sin kontrakt.
Farvel og tak - og ikke en aflevering efter “Mulles” eget ønske.
Brutalt? Tjae.
Forventeligt? Ja da.
Overtramp af NFH? Nej, slet ikke.
Kærlighed væltet ned
Kærligheden er naturligvis og helt fortjent væltet ned over Kristina “Mulle” Kristiansen - og selv er hun åbenbart så berørt, at hun ikke ønskede at udtale sig yderligere.
For ikke at sige noget skidt om NFH? Måske, men uanset hvor ked af det og berørt “Mulle” er, så varer ingen kontrakter i topsport for evigt. Heller ikke for klublegender, hvilket er en titel, som playmakeren kan bære med stolthed.
Efter 12 sæsoner i NFH, et dansk mesterskab, pokaltitler, europæiske finaler og en status som noget nær gul stue-inventar er der ingen ved siden af hende i håndboldbyen.
Så selvfølgelig må det gøre ondt at få at vide, at næste kontrakt ikke ligger klar på bordet. Helt forståeligt, men man kan sagtens forstå NFH.
Kristina Kristiansen er 37 år. Når hendes kontrakt udløber næste sommer, er hun 38. I professionel håndbold er det ikke ligefrem en alder, hvor klubber normalt kalder til pressemøde for at præsentere en ny fireårig aftale.
Det er snarere en alder, hvor det er helt naturligt, at en klub begynder at kigge på, hvem der skal spille om to, tre og fire år.
En flot fortid
Det gør ikke “Mulle” mindre legendarisk. Det sletter ikke DM-guldet i 2017, de europæiske aftener eller hendes enorme betydning for, at NFH gik fra at kigge nervøst nedad i tabellen til at blive en klub, modstanderne tager meget alvorligt.
En flot fortid giver dog ikke automatisk ret til en ny kontrakt.
Det ville faktisk være en mærkelig måde at drive en professionel sportsklub på. Ja, nærmest uprofessionelt, hvis man ikke havde de lange briller på i planlægningsprocessen og turde tage de nødvendige beslutninger.
For der er ingen tvivl om, at Kristina Kristiansens rolle på holdet er blevet mindre og mindre. Det er ikke længere hende, der topper statistikkerne - altså bortset fra den, der handler om popularitet, men den vinder altså ikke håndboldkampe.
Økonomien spiller selvfølgelig også en rolle. Målt på minutter på banen eller scoringer vil jeg vædde en krukke harpiks på, at “Mulle” har en tårnhøj minut- eller målpris.
Det skal en ansvarlig, professionel håndboldklub naturligvis også tage bestik af - og det ved NFH’s største navn naturligvis også godt, når først pulsen har sænket sig.
Det bedste svar
NFH har blandt andet hentet en yngre playmaker på en fireårig aftale, nemlig Alberte Hovgaard-Hansen fra København Håndbold, der er store forventninger til - og Mia Svale udfylder også rollen so playmaker med succes.
Træner Niels Agesen siger da også åbent, at den vil noget andet sportsligt, altså at man satser på yngre talenter frem for “Mulle”.
Selvfølgelig vækker det mange følelser, når Miss NFH får silkesnoren - og klubben får da helt sikkert en stor opgave med at skabe en lige så stor profil og billetsælger.
NFH har ovenikøbet - og ret usædvanligt - givet hende besked et helt år før kontraktudløb, så hun har god tid til at finde ud af, hvad næste kapitel skal være.
Nu kan Kristina “Mulle” Kristiansen jo vælge to veje for resten af sæsonen. Hun kan sætte sig og surmul(l)e i omklædningsrummet - eller hun kan smøge ærmerne op og sige: “Nu skal jeg den ondelyneme vise dem, at det var en kæmpe fejl at lade kontrakten løbe ud.”
Det sidste vil jo være det bedst tænkelige svar - og give en fantastisk afsked for en spiller, der om nogen har skabt det moderne NFH.
Læs mere side 10-11 og sporten
Det er ikke længere ''Mulle'', der topper statistikkerne – altså bortset fra den, der handler om popularitet.
Seneste artikler
Johnny Deluxe spiller til festugen: - Det er forfærdeligt
Næsten lige så høj som Rundetårn: Ny sygehus-bygning har nået fuld højde
Stopper som formand
Annonce: Pas på natholdet
Annonce: Førerløs truck løfter logistikken på Lolland Falster
Mest læste artikler
Søllested bio truet af lukning i lolland kommune
Trafikuheld på Lolland: Personbil og hestetransporter bragede sammen
René Christensen skal være far
Lukker for vandet i nat
Ovn kortsluttede: Lejlighedsbrand sent tirsdag aften