13-årig Bieber-fan smidt ud fra koncert

Når Justin Bieber på fredag går på scenen i Jyske Bank BOXEN i Herning, så skal hans tusindvis af danske fans nok lade deres plysdyr blive hjemme.

En kun 13-årig pige blev nemlig smidt ud fra teen-idolets koncert i Sheffield Arena i England, efter hun havde kastet en bamse på scenen.

- Jeg kunne slet ikke vente, til han kom til Sheffield. Jeg købte en bamse, og min veninde og jeg lavede en t-shirt til den, hvor der stod "Bridie og Sasha elsker dig", siger Bridie Moulds og fortsætter.

- Inden i bamsen var et brev, hvor vi skrev, hvor store fans vi er, og et par billeder af os i Justin Bieber-bluser, siger hun.

Men da hun efter to sange kastede den op på scenen, ramte hun Justin Bieber på benet, og med et var hun omringet af bodyguards.

Og så blev hun smidt ud fra koncerten, fortæller hendes far, der ikke var til stede, da det skete, men modtog en hjerteskærende opringning fra sin datter.

- Bridie ringede grådkvalt til os og fortalte, at hun var blevet smidt ud fra koncerten. Hun havde været så spændt og havde talt om det i måneder. Hun var lidt forelsket i ham. Vi er forargede, siger faderen.

En talsperson for Sheffield Arena har undskyldt episoden og sagt, at personalet i arenaen havde fået at vide, at pigen havde kastet et objekt efter sangeren, og at hun derfor skulle smides ud.

Talspersonen fortæller også, at de har tilbudt at give pigen pengene tilbage for billetten.

/ritzau/

En kun 13-årig pige blev smidt ud fra en Justin Bieber-koncert, fordi hun kastede en bamse op på scenen.

Offentliggjort Sidst opdateret