Anders Ands mange fejl har holdt ham i live

Fredag den 1. marts er det 70 år siden, at det første blad om Anders And & Co udkom på dansk. Foto: AA09_Egmont/Free

Fredag er der 70-års jubilæum for det første danske Anders And-blad. Især den iltre ands menneskelige træk gør ham fortsat relevant, mener redaktør og tegner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Alle kender ham.

Den bukseløse and, der nu i 70 år har suset rundt på siderne i sit eget ugeblad i en rød veteranbil med nummerpladen 313 og et temperament, der har det med at løbe af med ham.

Han har - som sine tegnede artsfæller - løbende siden 1949 fået konkurrence i kampen om børnenes opmærksomhed fra først tv og siden en række digitale medier.

Men han er her stadig, og selv om oplaget er en skygge af de 220.000 eksemplarer i rekordåret 1972, udkommer Anders And & Co troligt en gang om ugen med nye historier om Anders, nevøerne Rip, Rap og Rup, onkel Joakim, Mickey, Minnie, Fedtmule og alle de andre.

Kan benyttes af Ritzaus grafik-kunder. En højere opløsning kan hentes i den sædvanlige mappe. Ønsker du at abonnere på Ritzau Grafik, kan du kontakte salg på salg@ritzau.dk eller +45 3330 0000. Foto: MID/Free

En helt unik figur

Ifølge bladets danske redaktør, Svend Skytte, er det særligt hovedpersonens gemyt, der holder ham i live.

- Anders And er en helt unik figur. Lidt kantet og kolerisk og med alle de der fejl, som vi andre også har, og som gør, at både børn og voksne kan se sig selv i ham, siger han.

Samtidig har det ifølge Svend Skytte været afgørende, at historierne om Anders And er fulgt med tiden, så den populære and i dag for eksempel både kan optræde med mobiltelefon, tablet og computer.

- Hans personlighed har jo ikke som sådan ændret sig siden 1949, men historierne er fulgt med tiden, og de fleste af dem foregår i dag i nutiden og behandler nutidens emner, siger han.

Flemming Andersen er tegner, og har de seneste 25 år tegnet striber til både Anders And-blade og jumbobøger.

Også han fremhæver Anders Ands menneskelige side, hans evige uheld og hans evne til at blive helten til sidst som noget mange kan relatere til.

- Og så er der humoren i det, som bare er god i Anders And og i det hele taget i Andeby-universet, siger han.

Bog og særnummer markerer jubilæum

* Egmont udgiver i anledning af 70-året for det danske Anders And-blad et særligt dobbeltblad, der både rummer det regulære Anders And-blad og en genudgivelse af Anders And & Co. nr. 1 fra 1949.
* Desuden udkommer en særlig jubilæumsbog "Anders And & Co. 1949-2019", hvor en stribe af de klassiske historier fra de forskellige årtier siden førsteudgivelsen er genoptrykt.

Øger læselysten

Flemming Andersen henviser i den forbindelse til den legendariske amerikanske forfatter og tegner Carl Barks, der fra 1940'erne og tre årtier frem var motoren bag Anders Ands succes.

- Det er på mange måder Carl Barks værk og genialitet, der gør, at hele universet omkring Anders And stadigvæk holder den dag i dag, siger han.

Ud over at være underholdning har Anders And gennem de seneste 70 år også været en faktor for mange - især drenge - når de har skullet lære at læse.

Og det er bladet stadig, siger redaktøren Svend Skytte.

- Megafon har lavet nogle undersøgelser, der viser, at Anders And er med til at øge børns læselyst og kan være med til, at de læser de her 20 minutter om dagen, der er så vigtige for, at man bliver en god læser, siger han.

Egmont vil ikke oplyse nutidens oplag for Anders And & Co, men det er tidligere dokumenteret, at det er faldet til under en femtedel siden 1972.