Dansk bassist og komponist er død i en alder af 39 år
Musikeren Nicolai Munch-Hansen afgik mandag den 20. februar ved døden.
Mandag aften den 20. februar afgik den danske komponist og bassist Nicolai Munch-Hansen ved døden i en alder af 39 år.
Det oplyser hans kone, sangerinden og sangskriveren Kira Skov, til musikmagasinet Gaffa sent torsdag aften.
- Vi er lammet af sorg og afmagt, men omringet af vores nære familie og venner, som hjælper os igennem denne ulykkelige tid, siger sangerinden om den store sorg, der har ramt familien, til magasinet.
Den 40-årige sangerinden har også delt den tragiske nyhed med sine venner og fans på det sociale medie Facebook. Her har hun delt et bryllupsbillede, hvor de står med armene om hinanden.
- Jeg elskede Nicolai med hele mit hjerte, og sorgen er ubærlig. Jeg søger efter styrke til at overkomme dette tragiske tab, skriver hun til billedet og takker for den store støtte, hun har oplevet siden tabet.
Den danske musiker efterlader sig datteren Nora, som han har fra et tidligere forhold, og sønnen Morgan, som han har med Kira Skov.
Nicolai Munch-Hansen er ofte blevet omtalt som en vidtfavnende musiker, og han er kendt for sine jazzede værker og sit samarbejde med kunstnere som Tim Christensen, Steffen Brandt og Caroline Henderson.
Bassisten har også flere gange arbejdet sammen med sin kendte kone, og gennem flere år spillede han liveoptrædener sammen med hende, og han har medvirket på næsten alle hendes album.
Parret fik for alvor øjnene op for hinanden, da Nicolai Munch-Hansen blev en del af Kira Skovs band "Kira and the Kindred Spirits". Siden udviklede den musikalske sparring sig til kærlighed og ægteskab.
Kira Skov er i øjeblikket aktuel med albummet "In the Beginning", der er blevet til i et samarbejde med saxofonisten Maria Faust. Albummet udkommer den 3. marts, men på grund af de ulykkelige omstændigheder er alle kommende koncerter udskudt på ubestemt tid, skriver Gaffa.
Se Kira Skovs Facebook-opdatering her:
https://www.facebook.com/kira.skov.7?hc_ref=SEARCH&fref=nf
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned