En række danske tøjmærker er kommet i fint selskab. I det nye nummer af det toneangivende modemagasin VMan får dansk og skandinavisk mode en ganske fremtrædende plads i selskab med internationale sværvægtere som Louis Vuitton og Gucci.
Danske mærker som Henrik Vibskov, Soulland og Bruuns Bazaar er at finde side om side med luksusgiganter som Yves Saint Laurent og Hermès i VMan. Det er nyskabende, mener Eva Kruse, direktør ved Danish Fashion Institute.
- Vi er helt utroligt glade for samarbejdet med VMan og i særdeleshed for den respekt, de behandler dansk mode med. Vi er totalt integrerede i magasinet og ikke som en etnisk minoritet i et hjørne, siger hun i en pressemeddelelse.
Magasinets chefredaktør, Stephen Gan, glæder sig også til det nye nummer. Han fik idéen til at sætte spot på dansk og skandinavisk mode efter et besøg i København ved Copenhagen Fashion Week sidste år.
- Jeg var meget overrasket over hele energien i byen og over den spændende og blomstrende modebranche, regionen har. Det føles som om, Skandinavien har sit moment lige nu, siger han.
Det er også internationalt anerkendte stylister og fotografer, der står bag billederne i det nye nummer, der kommer på gaden i denne uge. Fotografen Hedi Slimane har blandt andet trasket de københavnske gader tynde for at finde de rette, mandlige modeller.
Og når VMan vælger at afsætte et helt nummer til skandinavisk design, så kan det i sidste ende betyde, at også resten af verden får øjnene op for København som modemetropol, mener Eva Kruse.
- At VMan har udvalgt og dedikeret sit fokus til skandinavisk design betyder en blåstempling af den skandinaviske modeindustri, som vi hidtil ikke har kendt mage til, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie