Derfor bliver mange i ulykkelige forhold
Hvis man bliver i forholdet alene for den andens skyld, så skaber man en sprængfarlig cocktail af frustrationer, bebrejdelse og vrede, forklarer parterapeut Katrine Axholm. Foto: Rune Evensen/Ritzau Scanpix
Rune Evensen/Ritzau Scanpix
Parforholdet går op og ned, og det kan være svært at vurdere, hvornår man skal trække sig. Særligt hvis den anden er dedikeret til forholdet, viser forskning.
Skænderier, konfrontationer eller et forhold, der er gået op i ren praktik.
Parforholdet kan gå fra brandvarmt til iskoldt, men nogle vælger at blive i et ulykkeligt forhold.
En amerikansk undersøgelse viser, at en af de primære grunde til, at mange bliver i et utilfredsstillende forhold, er for den andens skyld.
Undersøgelsen er lavet af forskere fra University of Utah og publiceret i psykologitidsskriftet Journal of Personality and Social Psychology.
- Når folk oplevede, at deres partner var meget dedikeret til forholdet, så var der mindre sandsynlighed for, at de ville slå op med dem, udtaler hovedforfatter Samantha Joel om studiet.
- Det gjorde sig gældende, selv om de selv var utilfredse med forholdet, fortæller hun.
Det billede genkender parterapeut Katrine Axholm fra sin praksis. Særligt hvis forholdet ikke er ligeværdigt.
- Det er ofte sådan, at hvis der er en ubalance, hvor den ene i et forhold har overmagten, så vil den person ofte være bekymret for, hvad der skal blive af den anden. Hvordan skal han klare sig uden mig?, forklarer Katrine Axholm.
Problemet ved den præmis er, at man kommer til at holde fast i forholdets ubalance. Det vil skabe en daglig frustration, hvis man bliver i forholdet for den andens skyld, siger Katrine Axholm.
Det skyldes, at man i virkeligheden er træt af den anden og føler sig fanget i at blive.
- Så højst sandsynligt vil det blive en blanding af bebrejdelser, vrede, frustration - og at man vil vise hensyn og passe på den anden. Det er mega usundt, siger hun og tilføjer:
- Det er ikke det samme, som at man bare skal skride. For det er også et udtryk for masser af omsorg. Men det kan ikke nytte noget, at man bliver usagt i det, for det går ikke bare over.
Mange håber og tror måske, at det bliver bedre - og man skal bare lige over på den anden side. Men sådan er det sjældent, har parterapeuten erfaret.
Hvis man vil gøre sig forhåbninger om at genoplive forholdet, er man nødt til at lukke den anden ind i bekymringerne.
Er man derimod nået frem til, at man vil afslutte forholdet, kan man forsøge at gøre det på den mest nænsomme måde.
- Man kan ikke gøre smerten mindre. Men man kan gøre det så åbent som muligt og sige, "jeg er reelt bekymret for, hvordan du tager det her. Det har været en svær beslutning, men jeg kan mærke, at det er det rigtige at gøre".
Herefter må man give slip på den anden. Selv om man har været vant til en dynamik, hvor man har prøvet at påtage sig ansvaret, så slutter det der, siger parterapeuten.
/ritzau fokus/
Seneste artikler
Kan ende i straffesag: Ny bog får politiet til at undersøge Faderhuset
Pakhuset er i mål: - Det klæder huset at være fuldt af mennesker
Du tager helt fejl om gasledning til Lolland-Falster!
Lastvogne blev sporet fra Danmark og derefter plyndret
14 beboere skal flytte fra plejehjem
Mest læste artikler
14 beboere skal flytte fra plejehjem
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
Skete for tredje gang: Betjente tog alvorlig snak med 14-årig pige
Cyklist slap heldigt fra sammenstød med bil
Tina fortsætter med revymaden i Nykøbing Falster