Disneyland og koncertsteder kan genåbne i Californien i april
Dørene til Californiens forlystelsesparker som Disneyland har været lukket i månedsvis på grund af coronapandemien. De kan muligvis genåbne igen fra april. Foto: Mike Blake/Reuters
Mike Blake/Reuters
1. april kan forlystelsesparker, udendørs stadions og koncertsteder genåbne i begrænset omfang i Californien.
Disneyland og andre forlystelsesparker i Californien har fredag fået lov til at genåbne med reduceret kapacitet 1. april efter knap et års nedlukning som følge af coronapandemien.
Det oplyser sundhedsmyndighederne i den amerikanske delstat.
Kapaciteten i de forskellige forlystelsesparker vil til at starte med være begrænset til mellem 15 og 35 procent.
Mundbind og andre smittereducerende tiltag vil også være påkrævet, ligesom der indledningsvist kun vil blive åbnet for borgere i Californien.
1. april vil blandt andet udendørs stadioner, baseballbaner og koncertsteder også få lov at genåbne med reduceret kapacitet, oplyser myndighederne.
De planlagte genåbninger kræver, at de amter, hvor de forskellige forlystelsesparker eller stadions ligger, bevæger sig ud af det såkaldte lilla-niveau.
Californien har inddelt delstatens forskellige restriktioner efter et farveskema. Her er lilla det højeste niveau.
Disneyland ligger i amtet Orange County, der i månedsvis har været lilla.
På det seneste har antallet af nye smittetilfælde og hospitalsindlæggelser med covid-19 dog været nedadgående i delstaten. Derfor er guvernør Gavin Newsom kommet under pres for at genåbne samfundet.
Ken Potrock, der er direktør for Disneyland Resort, siger om beslutningen, at "tusindvis nu kan vende tilbage til arbejdet til stor hjælp for omkringliggende virksomheder og hele vores lokalsamfund".
- Vi kan næsten ikke vente med at byde vores gæster velkommen tilbage, tilføjer han.
Disney hjemsendte i september 28.000 ansatte på grund af coronarestriktioner. De fleste af dem fra forlystelsesparker i Californien og Florida.
Californien er ikke den eneste delstat, der har åbnet for en lille genåbning af samfundet.
Fredag genåbnede biografer for eksempel i New York efter faldene smittetal, mens Texas' guvernør tirsdag varslede en 100 procent genåbning af delstaten 10. marts.
Flere amerikanske sundhedseksperter har advaret landets delstatsregeringer om at genåbne for hurtigt, da USA fortsat dagligt registrerer titusindvis af nye smittetilfælde.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie