Enige bookmakere: Her er vinderen af X Factor-finalen

De tre finalister, Mia, Morten Nørgaard og Chili, går i aften på scenen for at kæmpe om "X Factor"-trofæet. Foto: Polfoto

Skal man tro bookmakerne, er der ikke tvivl om, hvem der vinder årets udgave af talentshowet "X Factor".

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er flossede nerver og spænding i luften forud for aftenens finale i talentshowet "X Factor", hvor de tre finalister, Mia, Chili og Morten Nørgaard, skal kæmpe om, hvem der kan erklære sig for vinder af sangkonkurrencen.

Men skæver man til bookmakerne, er der ikke nogen tvivl om, hvem af de tre der i aften kan løfte "X Factor"-trofæet.

De fire store spiltjenester Danske Spil, NordicBet, Bet365 og Betsafe erklærer sig nemlig alle enige i, at den unge sangerinde Chili står som den endelige vinder af talentshowet.

Hos Danske Spil får man sine penge 1,75 gange igen, hvis man spiller på 16-årige Chili som vinder.

Derimod tror spiltjenestens bookmakere mindst på deltageren Morten Nørgaard som vinder.

Samme scenarie gør sig gældende hos både NordicBet, Bet365 og Betsafe, der har nogenlunde samme odds på de tre deltagere.

De tre finalister er alle meget beærede over at være nået helt til finalen i "X Factor". Og selv om der er nervøsitet at spore forud for aftenens show, så gælder det om at yde sit bedste uanset udfaldet.

- Jeg er oppe imod nogen af de bedste, der findes her i Danmark, så jeg vil være meget stolt af mig selv, hvis det ender med, at jeg vinder, siger bookmakernes bundskraber, Morten Nørgaard.

Finalen i "X Factor" kan ses på DR1 fredag klokken 20.00.