Et slag i hovedet er normalt ikke et godt tegn på en første date. Men for isbjørnen Knut i Berlins Zoo kan det være begyndelsen på et dejligt venskab.
Knut, der blev verdensberømt som spæd, fordi den blev håndfodret af dyrepasserne i den zoologiske have, har fået selskab af hunbjørnen Gianna i bjørneanlægget i Berlin. Og selv om de to bjørnes første møde begyndte med et klask i hovedet, så tog Knut det som en mand, og de to kommer nu godt ud af det sammen, fortæller dyrepasserne.
Parret blev tirsdag lukket sammen i halvanden time, og det var første gang, Gianna og Knut - dyreverdenens nye kendispar - var sammen, siden Gianna i sidste uge ankom fra München Zoo.
- Det var meget venligt og fredeligt. Som forventet var Knut ret genert, men hans nye partner tog initiativet, fortæller chefdyrepasser Heiner Kloes.
Knut, der på grund af sin særprægede barndom har været meget knyttet til mennesker, blev ifølge dyrepasserne meget overrasket over at se en hunbjørn i sit anlæg.
I den kommende tid er det planen at lade de to bjørne se mere og mere til hinanden. Der vil dog gå et stykke tid, inden de eventuelt vil kunne fostre nye små bjørneunger. Begge bjørne er knap tre år, og de er derfor ikke helt kønsmodne endnu. Isbjørne bliver først kønsmodne, når de er mellem tre et halvt og fem år gamle.
dpa
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie