Kesi: Næste år får jeg min egen scene

Foto: GONZALES PHOTO/CHRISTIAN HJORTH/POLFOTO

På bare et år er der sket så meget for rapperen Kesi, at man næsten bliver forpustet af at tænke på det.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tusinder af fans er strømmet til, han har fået kontrakt hos musikgiganten Universal, og han har hærget Danmark med numre som "Slem Dreng" og "Ku Godt"

For et år siden stod han og rappede nede ved søen på Roskilde Festival.

- Der var jo knap nok en scene! Det var bare et lydanlæg, der var stillet op, griner rapperen.

I år ser det anderledes ud. Onsdag aften går han nemlig på scenen på Apollo Countdown, hvor festivalgængerne kan høre forskellige artister, inden musikken for alvor begynder torsdag.

Han er dermed den sidste kunstner i år, der får æren.

- Det betyder en hel masse for mig. Det er kæmpestort på ét år at få lov at komme op og spille på Apollo Countdown, siger han.

Når 12 måneder kan bringe så meget med sig, ved den 19-årige rapper godt, hvor han skal optræde næste år, når Roskilde Festival ringer og beder ham om at spille.

- Næste år bygger de min helt egen scene, der er lidt større end Orange, og så skal den være grøn - det er min yndlingsfarve, siger han.

Men han siger det med et glimt i øjet.

For selvom tingene går stærkt og mulighederne kan synes uendelige, når man kun er 19 år, og alle flår i en, så ved Kesi godt, at tingene ikke kommer af sig selv. Der skal arbejdes hårdt.

Det har han altid været vant til.

Det var ham selv, der startede med at uploade videoer på YouTube, og han har selv været drivkraften bag alt det, han har opnået indtil videre. Han bruger oceaner af tid på de sociale medier, hvor han kommunikerer direkte med sine fans.

Der er ikke nogen, der har taget ham i hånden og vist ham vejen.

- Man kan hvad man vil, så længe man arbejder hårdt for det, siger han.

Han er ikke bange for, at den succes, han har opnået på meget kort tid vil få ham til at brænde ud. Om 20 år står han også på scenen og rapper.

- Det handler om, at man bliver ved med at forny sig, at man følger tidens trends og tendenser og er med til at skabe dem. Hvis man kan det, så kan man sagtens blive ved, siger han.

/ritzau/