"Krigen" er videre i kapløbet om en Oscar
Den danske Oscarkomité har indstillet Tobias Lindholms "Krigen" som det danske bud på en Oscarnominering.
Det bliver Tobias Lindholms "Krigen", som fra dansk side kommer til at deltage i kapløbet om en Oscar i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film.
Det oplyser Det Danske Filminstitut.
- Det er dejligt, det er et skulderklap til mig og hele holdet, siger Tobias Lindholm til Ritzau.
Det er en dansk Oscarkomité bestående af syv repræsentanter fra filmbranchen, der har afgjort, hvilken kandidat der skulle sendes videre.
Komitéen havde i begyndelsen af september udvalgt tre film til en shortlist. Her blev "Krigen" udvalgt sammen med "Mænd og Høns" af Anders Thomas Jensen og "The Look of Silence" af Joshua Oppenheimer.
Der er dog stadig lang vej til en Oscar-nominering af "Krigen".
Nu skal en amerikansk komité udvælge ni film fra alle landes indsendte bud til en ny shortlist. Og til sidst skal to uafhængige komitéer vurdere de ni udvalgte film og vælge fem, der så endelig får en Oscar-nominering.
13 gange har en dansk film været nomineret i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film, og i tre af tilfældene har den vundet.
Det skete i 2011 med Susanne Biers "Hævnen", i 1987 med Gabriel Axels "Babettes Gæstebud", og i 1988 var det Bille Augusts "Pelle Erobreren".
Komitéen, der har udpeget "Krigen" som det danske Oscar-bud, består af direktør for Det Danske Filminstitut Henrik Bo Nielsen, som også er formand for komitéen, Regner Grasten fra Producentforeningen, Janus Metz fra Danske Filminstruktører, Jan Weincke fra Dansk Filmfotograf Forbund, Jacob Wendt Jensen fra Danske Filmkritikere, Kim Pedersen fra Danske Biografer og Claus Ladegaard fra Det Danske Filminstitut.
Den næste Oscar-uddeling finder sted 28. februar 2016.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned