Matador-stjerne og kendissøn skal vække Midt om natten
Kim Larsen og Erik Clausen spillede henholdsvis Benny og Arnold i "Midt om natten". Nu får filmen nyt i musicalen af samme navn, der får premiere i foråret 2018. Foto: /ritzau/Michael Lange
/ritzau/Michael Lange
Kurt Ravn, Lise Baastrup, Jimmy Jørgensen og Pernille Højmark medvirker blandt andre i musicalversionen.
Der bliver gensyn med Benny, Arnold, Tusindfryd, Spacy og Susan Himmelblå, når kultklassikeren "Midt om natten" opsættes som musical i Koncertsalen i Tivoli fra den 15. marts 2018.
Det bliver et hold af garvede navne og nye kræfter, der skal spille de velkendte roller i musicalversionen, annoncerer Tivoli i en pressemeddelelse i samarbejde med Langkjær Entertainment og Live Nation.
Kurt Ravn indtager rollen som den ældre udgave af Arnold, som i filmversionen blev spillet af Erik Clausen, mens Troels Malling skal spille den unge udgave af karakteren.
Gustav Wolter, der er søn af revyskuespillerinden Lisbeth Dahl, debuterer som Benny, der i sin tid blev spillet af Kim Larsen.
Lise Baastrup skal spille Susan Himmelblå, og også Jesper Lohmann, Jimmy Jørgensen og Pernille Højmark er blandt andre på rollelisten.
For forestillingens producenter, Nikolaj Koppel og Thomas Langkjær, har det været vigtigt at finde skuespillere, der "sang- og karaktermæssigt kan stå distancen".
- Vi er sikre på, at historien om livet på Haveje med dette cast kommer til at stå ligeså lyslevende til næste år, som den gjorde for 35 år siden, siger de i pressemeddelelsen.
Musicalen tager afsæt i det originale filmmanuskript, men i musicalversionen får publikum et bud på, hvad der skete med karaktererne i tiden efter "Haveje".
Filmens handling skal genoplives i historien om en søn, der som voksen møder den far, han aldrig har kendt.
"Midt om natten" fik premiere i 1984 og også soundtracket er blevet en klassiker.
I musicalen bliver der således genhør med "Papirsklip", "Haveje" og titelnummeret "Midt om natten", men også mere end 20 af Kim Larsens og Gasolins største sange som "Kvinde min", "Rabalderstræde" og "Tarzan Mamma Mia" bliver fortolket.
"Midt om natten" får premiere den 15. marts 2018 i Koncertsalen i Tivoli og tager efterfølgende på turné rundt i landet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned